Kære N på næsten 13 år.
Tak for dit brev herind til brevkassen. Det er god gået af dig, at du har skrevet sådan et langt brev hvis du finder det svært.
Det lyder til, du har nogle udfordringer i forhold hvad angsten gør, både for virkelige ting og for fantasivæsner, som zombier jo er. Mon de to ting er lidt to sider af samme sag…? Jeg er glad for at læse, at du er kommet dig ovenpå din kræft, jeg ved fra andre, at det ofte kan være en meget hård oplevelse. Derfor tænker jeg også på, om du dengang da du var syg, havde nogle voksne at tale med...?
Når børn får en så alvorlig sygdom som kræft er, kan det nogen gange bevirke, at de får en helt masse bekymringer, som andre børn ikke oplever at have, mon du kender til sådanne bekymringer? Nogle af de børn der er blevet helbredt for kræft, tænker meget mere over livet og ting der kan ramme dem, kan angsten måske have noget med det at gøre…?
Jeg ved ikke hvor gammel du var, dengang du havde kræft, men måske har du en voksen, du dengang talte godt sammen med? Alt efter om du har det eller ej, tænker jeg på, om der er en anden fortrolig voksen du kan tale med...?
Jeg tænker det er vigtigt, at det er en voksen der er god til at lytte til dig, for du kan jo ikke selv bestemme, hvad du føler for de forskellige ting. En ide kan måske være din skoles sundhedsplejerske, hvad tænker du om hende som en mulighed...?
I forhold til zombierne, har du så tænkt på, at eksempelvis på youtube, er der en helt masse klip med hvordan sådan nogle specialeffekts er lavet. Er det en ide for dig, at se nogle af de klip så du kan se, at maskerne er lavet af silicone og gummi som er malet? Det er måske sådan, at de zombier der før virkede farlige og uhyggelige, ender med at blive fjollede fordi du pludselig ved hvordan de er lavet.
I dit brev fortæller du også om en dreng, som du kender fra nettet og computerspil. Det lyder rigtigt spændende. Jeg kan godt forstå, hvis du tænker, han er sød. Når jeg læser dit brev, mener jeg ikke du har set ham på skype, og derfor spekulerer jeg over hvor gammel han mon er…? På nettet er der ikke nogen voksen, der holder øje med, hvem der møder hinanden, og hvad de siger og skriver til hinanden. Jeg bliver derfor lidt bekymret for dig, i forhold til hvor mange følelser du har for ham.
Hvordan mon dine forældre ser på, at du har mødt en dreng over nettet…? Måske ved de det ikke, men hvad mon de vil sige til det…? Jeg ved fra andre børn og unge, at de oplever, at deres forældre gerne vil passe på deres børn, og derfor bliver bekymret for, hvem det er du er blevet venner med på nettet. Hvis du tænker, at du vil mødes med han fra nettet, så er det vigtigt, at dine forældre støtter dig i det. Det kan være, at I kan aftale, at I mødes hjemme hos dig, hvor dine forældre er hjemme. Så har dine forældre mulighed for at møde ham, og passe på dig samtidig. Vil det være en ide, og noget du kan tale med dine forældre om?
Det kan være du har nogle tanker og spekulationer i den retning, hvis der er, vil jeg anbefale dig en hjemmeside. Siden hedder www.etniskung.dk og er en rådgivning, lidt ligesom BørneTelefonen. På begge sider er der rådgivning til børn, både som brevkasse og ved, at børn kan ringe dertil. Jeg ved fra nogle børn som har anden etnisk baggrund, at de er glade for etniskung. Det er de fordi, det ikke kan spores nogen steder, at de har ringet dertil, ikke engang på deres forældres regninger eller print over computer netsider.
Har du måske lyst til at tale med en rådgiver om både din computerven og angsten? Du er meget velkommen til at ringe eller sms til BørneTelefonen på 116 111, eller logge på BørneChatten, som du finder inde på BørneTelefonens hjemmeside.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
