Kære pige på 14 år.
Det lyder som om, du har haft en ret ubehagelig oplevelse. Det er rigtig godt du skriver herind, så vi lige kan vende det, du har oplevet.
Når man er sammen en hel gruppe, så er det meget naturligt at gøre det samme som de andre. Man kan derfor sommetider glemme at tænke det helt igennem. Måske man endda kommer til at gøre ting, man fortryder bagefter.
Jeg kan fornemme at du godt selv ved, at dét at færdes på togskinnerne er rigtig farligt. Og derfor også forbudt. Jeg tror dog ikke, du skal være bekymret for, at I er blevet meldt til politiet. For så havde du nok allerede hørt noget nu.
Du skriver, at du gik i panik og ville derfor også gerne ud af situationen igen, så hurtigt som muligt. Derfor begyndte I at løbe langs skinnerne for at komme væk. Jeg godt forstå, at du blev rigtig bange. Og så er det nemt at gå i panik og gøre noget, man så fortryder. Skulle det frygtelige ske, at et tog er på vej, så vil det altid indhente jer, da det kører så hurtigt. Så mit bedste råd er: Gå aldrig ud på skinnerne!
Ud fra dit brev synes jeg, at din reaktion oven på oplevelsen er god og fornuftig. Du har sikkert ikke lyst til at gå på skinnerne igen en anden gang. Dog kan det godt være, at der er nogen fra klassen, der kunne finde på det igen. Hvis det er en vej I kommer til at gå tit, kan det måske virke fristende at skyde genvej igen.
Derfor er det nok vigtigt, at du tænker over, hvordan du kan sige fra, hvis nogen foreslår, I skal gøre det igen.
Fordi det er så farligt, kan det også være, at du bliver nødt til at tale med din lærer, hvis det sker igen. Måske er du bange for, at de andre vil synes, det er at sladre? Så kan du bede din lærer om, ikke at sige at det kommer fra dig. Hvis du har en god ven eller veninde, kan I også sammen sige det til de voksne.
Pas rigtig godt på dig selv.
Kærlig hilsen BørneTelefonen