Har jeg en slags angst eller er jeg bare nervøs heletiden?
Kære BørneTelefonen
Jeg har fået mange tanker her på det sidste om jeg måske har angst, har taget nogen test som siger det(ved dog de ikke kan konkludere 100% om jeg har det).
Jeg ved dog at jeg har meget slem eksamens angst fordi jeg begynder altid at få det dårligt omkring en uge inden og dagen før kan jeg nærmest ikke lave noget fordi jeg er så nervøs og ryster helt vildt meget inden og efter eksamen plus at min hjerne tit lukker ned og jeg begynder at græde hvis der bare er det mindste jeg ikke kan. På min skole har vi et kursus i det føler bare ikke det hjælper fordi det bare er sådan noget med at trække vejret, tænke gode tanker og så siger de der er slet ikke noget at være bange for men det er der!!
Sådan har jeg det også tit når jeg skal i skole fordi der går så mange mennesker på den. Føler nogen gange godt det kan ødelægge min skole gang fordi jeg tit sidder og bliver nervøs for alt muligt og har så mange hvad nu hvis tanker heletiden, der popper også nogen gange de der tanker: hvad nu hvis jeg ikke var her? Ville det hele så ikke være meget bedre? Hvor jeg så siger til mig selv jo selfølgelig ville det være det. Nogen gange for jeg ikke lavet min ting fordi jeg bliver nervøs, ked af det eller stresset over jeg ikke kan finde ud af det og lærene bare pr automatik ville syntes jeg er dum/ dovn hvilket nogen allerede gør fordi jeg virker mega ukoncentreret i timerne, men det er jeg bare overhovdet ikke! Jeg føler bare jeg lidt har for mange tanker og de lige skal tænkes igennem( hvis man kan sige det? Det er lidt svært at beskrive men noget sådan)
Er altid mega nervøs når jeg skal snakke med fremmede eller folk jeg ikke snakker med så tit hvilket nogen gange gør at jeg har super svært ved at sige noget/ spørger om hjælp eller fx fremlægge. Selvom det er flok jeg kender rigtigt godt gør det mig så nervøs og skal altid forberedes på hvis vi for gæster der hjemme fordi jeg første skal have tid til at forberede mig mentalt.
Ved ikke om det har noget at gøre med mine forældres skilsmisse det er godt nok 10 år siden men føler det staidg kan påvirke mig især fordi de begge har fået en ny partner hver i sær og jeg har det fint med min fars, men mega mega dårligt med min mors mand fordi: jeg tør ikke være alene hjemme når han er der fordi de gange hvor vi har været det har det endt med at jeg “stak af” altså hvilket vil sige jeg gik 5 min væk fra huset og ventede på min mormor kommer om to sek og hentede mig hvilket endte i at han tog fat i mig, råbte mig ind i hovedet, kaldte mig dum, dårlig datter og lort( hvilket rammet så hårdt pga af mit super lave selvværd) den anden gjorde han det foran min lillebror hvilket ramte mig mest tror jeg fordi han skulle opleve det, men min mors mand gjorde det samme som det jeg forrige skrev.
Min mor skændtes tit med ham bl.a fordi han er sur over jeg ikke gider at sige hej til ham hvilket jeg ikke syntes er fair når han kalder mig så mange grimme ting og gør nar af mig. Min mor bliver tit ked af det hvilket gør jeg sætter hendes følelser før mine fordi jeg ved hvordan han er. Har videoer af at han råber og smækker dør og gør nar af mig men har lover min mor ikke at dige noget. Troede det var normalt indtil jeg spurgte min far han tit skændtes med hans og det gør de ikke så tit.
Det påvirker SÅ meget min angst hver gang jeg er i huset og han er der fordi jeg heletiden er på vagt om han råber eller gør noget ondt ved nogen( min mor siger dog at hun også er skyld i noget. Men når jeg hører de skændtes 95% af tiden er det hans skyld og min mor siger til mig at det er fordi han er stresset, og ja fair nok men syntes ikke det er godt nok med de hvad jeg syntes er vilde reaktioner han kommer med). Og i min fars hus føler jeg aldirg der er plads til mig og han helelr vil alle andre end mig fordi hans kone kan meget bedre ligede hendes børn hvilket jo er helt fair, men man behøves måske ik vise det hverdag.
Tror jeg har brug for nogen at snakke med, men ved ikke hvem. Kan ik snakke med mine forældre fordi jeg ikke gider have deres dømmende tanker og meninger og føler mig ikke tryg med at snakke med dem omkring det. Har kun haft en person jeg kunne snakke med hvilket var min lærer fra min folkeskole og nu har jeg ingen.
De tanker påvirker mig meget lige nu da jeg snart har eksamener, vi har en klasse lærer men ved ikke om jeg kan stole på hende eller om hun ville sige det videre til mine forældre. Ved hun har været nede i lang tid pågrund af stress så ville hellere ikke have hun skal have det dårligere
Har i nogen råd eller skal jeg bare give op og se hvor længe jeg holder før jeg bliver så træt og ik gide leve? Fordi det den eneste mulighed jeg ser ligenu
Hilsen en 17 årige pige som har det rigtigt dårlig
Rigtigt mange gange undskyld for det her lange brev, men vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre uden mine forældre for noget af vide for kan på ingenmåde vide jeg har det sådan her.