Kære 14-årige dreng
Det kan være virkelig svært at styre lysten og fantasierne, fordi hormonniveauet i hjernen er tårnhøjt. Det er helt normalt. Men alligevel er du også nødt til at tænke over, hvordan det er for pigerne, at du pludselig deler billeder at dit lem. Det kan jo være, at der er nogen som ikke synes, det er fedt at du bare deler uden at få lov.... Mon du tænker over det?
Mobilteknologien er på en måde ret tarvelig, fordi den gør det alt for nemt at handle på sine impulser. Ét klik og bang! Så er billedet sendt og man kan ikke fortryde. Og bekymringen om det deles videre dukker op, for sent.
Risikoen for, at en pige en dag deler et billede af dine kønsdele er tilstede. Det kan også være, at en pige synes det er ret grænseoverskridende og går videre med fotoet, for at få det til at stoppe. Vi får ret mange breve fra børn og unge, som er meget ulykkelige over at modtage og få private og intime fotos spredt på nettet af venner og tidligere kærester. Så vi ved på BørneTelefonen, at der findes mange mennesker, der ikke forstår, at det er ulovligt og meget forkert at dele billeder af andre.
Mit råd til dig kunne være, at så snart du kan mærke liderligheden, så slukker du mobilen og lægger den væk. Helt væk, f.eks. ned i en lukket skuffe i et andet rum - måske i køkkenet. Og du skal ikke tage telefonen op igen, før du er helt klar i hovedet. Du må bruge de fantasibilleder du har inde i hovedet, i stedet for. Eller vær sammen med andre, så impulsen til at dele styrer sig, fordi du er sammen med andre. Kunne du prøve det?
Alternativt kan du arbejde på at få en kæreste, så I kan kigge på hinanden, uden at skulle sende billeder frem og tilbage. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det skal nok ske en dag.
Kærlig hilsen fra BørneTelefonen