Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Han forstod ikke nej – heller ikke anden gang

Goddag.

Jeg er en femtenårig pige der i sommers blev inviteret til fest hos en fremmed fyr, som min veninde og ven kender, som jeg så deltog i. Det hele gik fint og der var ikke noget galt for mig udover en lille smule angst over en masse fremmede mennesker, selvom vi nok kun var otte.

I løbet af ugen fik mine venners ven og jeg så aftalt at jeg skulle komme og besøge ham. Vi skulle se film, da det pludseligt var ret sent og jeg ikke ville belemre mine forældre med at hente mig, og jeg fik lov at overnatte. Der gik det galt.

Jeg havde fået at vide han var desperat, men han begyndte at røre med mig og prøve at overtale mig til samtale, hvilket jeg ikke var interesseret i. Og han forstod ikke at han skulle holde op med at røre ved mig og blev bare ved og ved.

Efter noget tid holdt han op og jeg hev i den store dyne vi delte og han klagede, senere gjorde jeg det samme, men denne gang med vilje og han hev dynen af mig og prøvede at tvinge min underdel af mig, hvilket han havde truet med, men jeg troede ikke på det. Jeg fik vristet mig fri og løb grædende ud på toilettet. Han undskyldte og jeg kom senere ind igen og ignorerede ham.

Jeg brød kontakten med ham i noget tid efter og kom heller ikke til festerne hvor han var deltagende. Så kom jeg til en igen, og der gik jeg tidligt for at undgå muligheden for en lignende situation. Han ville gerne have vi aftalte at lave noget igen hvis jeg skulle komme næste gang, så det gjorde vi,

og hans hænder vandrede igen over mine påklædte kønsorganer og han prøvede at overtale mig til at (indholdet er redigeret af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiveren har læst hele brevet) hvilket jeg personligt synes er ulækkert og ikke noget man gør på hinanden, og jeg afslog, selvom han blev ved med begge dele, indtil jeg til sidst lagde mig ind på sofaen med tårer og ikke ville høre på at han “ikke kunne gå i seng uden mig” og alt muligt andet som jeg ikke troede på.

Siden har jeg konfronteret han med det på Facebook og fortalt det til én ven, som fik skyldfølelse over at have introduceret mig for ham, hvilket gav mig skyldfølelse. Jeg har lovet vores fælles veninde at fortælle hvad der er sket, og sagt at jeg ville gøre det ansigt til ansigt, men det tør jeg ikke.

Jeg har en mistanke om at hun vil sige det til sine forældre som så vil kontakte mine, der vil blive knuste og konfrontere mig med det. Jeg har ikke sagt det til dem og planlægger det heller ikke.

Lige siden er jeg blevet mere angst, selvkritisk, stresset og deprimeret, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg har ingen beviser på hvad han har gjort mod mig og jeg tør alligevel ikke sige noget til flere.

Hvad skal jeg gøre?

På forhånd tak for jeres tid.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tusind tak for dit brev, hvor du fortæller om nogle ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser. Det er godt, at du har taget mod til dig til at skrive om oplevelsen.

Det var meget forkert af ham at ignorere dit nej. Du sagde fra på rigtig mange måder. Du trak dynen til dig, du fik vristet dig fri, og du ignorerede ham. Du viste på alle mulige måder, at han ikke skulle komme i nærheden af dig!

Jeg kan godt forstå, at du brød kontakten med ham efter første gang, og jeg tænker, at det er en god idé at gøre igen. Måske kan du få opbakning fra din ven, som kender historien?

Du skriver, at du ikke har nogen beviser for hvad, han har gjort imod dig, og det får mig til at tænke, at du måske har tænkt på, om han bør stå til ansvar for hvad, han har gjort? Det kan jeg sagtens følge, for det, han gjorde, er ulovligt, og du tænker måske på, om andre piger kan blive udsat for det samme - og ikke have modet til at sige fra over for ham?

Måske tænker du også, at beviser er nødvendige for, at andre tror på dig. Piger, som er blevet seksuelt krænkede, kan være bange for, om andre vil tro dem, og kan derfor gå rundt med den ubehagelige hemmelighed i rigtig lang tid. Jeg tror på, at du kan finde nogen (ud over din ven), som vil tro dig - uanset om du har beviser eller ej. Og jeg tror, at du vil få det bedre af det.

Du tænker, at dine forældre vil blive knuste, hvis de hører, hvad du har været ude for, og det afholder dig fra at fortælle det til din veninde eller dine forældre. Men forældre er til for at hjælpe deres børn i den slags situationer. Og selv om de bliver kede af at høre om det, er jeg sikker på, at de hellere vil vide det end ikke at vide det. Og jeg tænker faktisk også, at de vil blive stolte og glade over, hvor sej en pige du er. For du sagde fra – også selvom han pressede dig. Det er så flot. 

Du fortæller, at du desværre oplever mere angst, selvkritik, stress og depression. Det er almindelige følger af et seksuelt overgreb, som man kan få hjælp til at mindske. Andre unge får hjælp ved fx at tage til lægen, opsøge skolepsykologen eller finde frem til en frivillig rådgivning, som tilbyder gratis hjælp til personer, der har oplevet overgreb. 

Hvis du vil høre mere om dette, så ring endelig til os på 116111 og spørg om mulighederne i nærheden af der, hvor du bor. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. Måske kan det også hjælpe at få en snak med os om det, du har oplevet. Du skal i hvert fald ikke gå rundt alene og tænke på alt det her.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat