Kære pige på 13 år,
Tak for dit meget ærlige brev. Det er flot, at du har haft mod til at skrive til os. Jeg kan godt forstå, du spørger, hvad du skal gøre? Din ærlighed skal du holde fast i - den kan hjælpe dig videre.
Som du selv skriver, ved du godt, det er forkert, at du har misbrugt din venindes tillid og hævet på hendes kort. Det er øv at gøre sådan noget, og en følelse der kan være rigtig svær at leve med, som du også oplever nu. Jeg tænker, det eneste rigtige for dig at gøre, er at fortælle det, som det er. Fortælle, at det er dig, som har hævet de 200 kr. og fortælle, at du er rigtig ked af det – og ikke helt kan forstå, hvorfor du gjorde det.
Jeg tror, det kunne være en god hjælp for dig, hvis du gik til dine forældre først og fortalte dem, hvad der var sket, og at I sammen tager kontakt til din venindes forældre og får fortalt sandheden omkring de 200 kr.
Det kan også være, at du hellere vil starte med at snakke med en anden voksen? Din lærer måske? Uanset hvad, så tænker jeg dog, at det vil være rigtig godt for dig at få noget voksenhjælp, så ikke det ender med at blive alt for hårdt for dig. Det er nemlig også vigtigt, at det her bliver afsluttet på en god måde, og at alle føler sig hørt og har fået lov at sige, hvad de mener, så man kan sætte et punktum. Det kan godt være svært at styre sådan en snak uden en voksen.
Jeg ved godt, at tanken om at skulle fortælle det er svær, men det er ærligt, og det er det, som er vigtigt lige nu. Det kan godt være, at din veninde bliver sur og føler sig snydt, men du har været ærlig, og det er det, som du skal leve videre med. Dumme fejl kan alle lave.
Det fjerner ikke fejlen at sige, man godt ved det er forkert, men det er nemmere at respektere en person, der ærligt fortæller, at han/hun har lavet en fejl.
Jeg håber af hele mit hjerte, du kan holde fast i dit mod og få talt med din veninde sammen med en voksen. Hvis du synes det er svært, at få fortalt en voksen, hvad der er sket, kunne du starte med at vise ham/hende dit brev og mit svar.
Hvis det hele er for meget for dig, kan du også ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.
De bedste hilsner BørneTelefonen