Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Gymnastik

Hej.

Jeg er en pige på 15 år, og jeg er træner i en gymnastikklub. Jeg har selv gået til gymnastik i 2 år, men jeg var for bange for at springe og fik en knæskade – så jeg måtte stoppe. Nu har jeg i 2 år været træner på et minipige-konkurrencehold. De er super dygtige, og vandt en 7. plads til DM.
 
Mit problem er at jeg er meget bange for at træne dem. Jeg er den yngste af de trænere der er i konkurrencegruppen. Indenfor de foregående 2 år er der 9 der har brækket armen, og utallige andre alvorlige skader. I februar i år, prøvede jeg for første gang at stå et sted som modtager, hvor der var en der var en pige der brækkede armen. Jeg blev meget meget ked af det.

De andre voksne trænere blev ved og sige, at det selvfølgelig ikke var min skyld, men jeg fik alligevel skyldfølelse, fordi jeg følte jeg skulle have taget hende bedre. Jeg blev nødt til at lægge mig bed på gulvet og jeg begyndte og hyperventilere. Lige siden da, har jeg haft en klump i halsen hver gang en af mine gymnaster skal til at springe. Det er meget ubehageligt.

Det betyder rigtig meget for mig, at jeg er træner oppe i hallen. Jeg plejer altid at blive glad når jeg er deroppe, men i lang tid har jeg gået og talt ned – negativt – til træningsdagen. Jeg er meget bange for at der sker noget med gymnasterne, også fordi jeg er bange for at de andre trænere bliver sure på mig. Det ved jeg på en måde godt at de nok ikke gør. Men jeg føler mig ikke sikker.
 
Selvom de andre trænere er meget ældre end mig, snakker jeg rigtig godt med dem, og jeg synes de er super søde. Hvad skal jeg gøre for ikke at blive så bange og føle mig usikker, når jeg er i hallen?

Jeg ved at det er en meget lang historie, men jeg håber det hjælper til at forstå det. Jeg har virkelig brug for hjælp.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du er træner for et gymnastikhold, men at du er bange for at træne dem, fordi du er bange for, at der sker dem noget.

Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind, for jeg tænker, det er vigtigt, at der bliver gjort noget ved din usikkerhed, for jeg tænker, at din usikkerhed måske kan betyde, at der kommer til at ske et uheld. Hvis du nu står og skal modtage en gymnast, og gymnasten tror, at du tager ved hende, men at du ikke gør det, fordi du er bange for, at der skal ske hende noget, så kan der nemt komme til at ske et uheld.

Jeg kan godt forstå, du er bange, når der tidligere er sket uheld, hvor nogle af gymnasterne er kommet til skade. Du fortæller, at de andre trænere er ældre end dig, og at du snakker rigtig godt med dem. Jeg tænker, at det måske vil være en idé, at du snakker med dem om, hvordan du har det - måske ikke dem alle sammen på en gang, men bare en eller to af dem. Så kan det jo være, at I kan lave en aftale om, at du ikke skal stå og modtage dem, der springer, men stå andre steder, hvor der måske ikke er lige så stor risiko for, at gymnasterne kommer til skade. Jeg tænker også, det kan være, at de andre trænere har haft det på samme måde som dig, og måske har nogle fif til hvordan du kommer over det.

Hvis du har lyst til at snakke med en voksen om det, er du altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en af de søde rådgivere, det kan være at de har flere idéer til hvordan du kan gribe det an.

De bedste hilsner

BørneBrevkassen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat