Kære pige på 18 år
Det lyder da dejligt at din kæreste og dig havde samleje forleden. Hvis I bruger prævention, fx kondom, p-piller eller andre former, når I har samleje, så er risikoen for at være gravid minimal. Hvis I ikke brugte prævention, så kan du godt være blevet gravid. Derfor er en graviditetstest en hurtig måde at få svar - de kan købes i supermarkeder, Apoteket og på nogle tankstationer. Og så synes jeg, at du skal ringe til din læge hurtigst muligt. Lægen vil sikkert råde dig til at få taget en graviditetstest. Når du er 18 år, er du myndig og det betyder, at du kan tage til lægen uden at lægen har pligt til at oplyse noget til dine forældre.
Jeg gætter på, at det nu er nogle dage siden i havde samleje og måske er det for sent at tage nødprævention - fortrydelsespille. Der findes to slags nødprævention, den ene skal man tage senest 72 timer efter og den anden senest 120 timer efter ubeskyttet sex, og jo før man tager den, jo bedre virker den. Man kan købe det på Apoteket, uden recept - altså man går til kassen og køber nødprævention. Hvis I ikke allerede har gjort det, kan du og din kæreste læse mere om prævention her: http://www.sexlinien.dk/emneside-praevention/praevention.aspx.
At dine forældre har sagt, at du ser mere tyk ud, hænger nok ikke sammen med graviditet. Hvis man er gravid, begynder man først at se lidt tykkere ud efter ca 2-3 måneder efter befrugtningen - og det er fordi livmoderen vokser i takt med fosteret.
Men hvis du går og har ondt i maven, så synes jeg, at du skal gå til lægen og få det undersøgt. Du skriver at du er multi-allergiker, så det kunne også hænge sammen med det. Måske kan du have spist noget du ikke kunne tåle? Nogen gange bliver man også oppustet op til menstruation.
Jeg håber du og din kæreste kan bruge mit svar!
De bedste hilsner
BørneTelefonen