Frygt

Kære pige

Tak for dit brev - eller begge dine breve, for du har sendt to breve, der tilsammen beskriver dine tanker. Jeg svarer, som du foreslår, begge breve i dette svar.

Jeg kan godt forstå, du er bekymret for, om mavepinen kan have noget at gøre med den frygt, du beskriver, og jeg kan tydeligt se, at du har tænkt meget over forskellige sammenhænge, der kunne forklare, hvordan du har det.

Jeg for indtryk af, at det med at klare sig godt i skolen betyder meget for dig, og derfor er der også meget på spil, når du skal fremlægge. Jeg vil sige, at det er ret normalt i de større klasser, at man begynder at knokle hårdere - for fagene bliver også sværere, og der bliver meget mere, man skal forberede og fremlægge for de andre. Det kræver en del, og der er ikke noget at sige til, at du måske føler dig lidt presset.

Samtidig er du kommet i en ny sammensætning af klasser, hvor der selvfølgelig også er noget på spil. Du skal navigere mellem mange nye klassekammerater, og du vil gerne gøre det så godt som muligt.

Jeg får indtryk af, at du er ret god til at passe på dig selv og værne om din sårbarhed. Du beskytter dig selv ved at prøve at undgå at gøre noget pinligt, og det tænker jeg også er ganske almindeligt.

Men når det begynder at give dig ondt i maven, er det bare rigtig godt, du reagerer og begynder at undre dig. For så kan det godt være, du kunne have brug for at få lidt hjælp til at finde ud af, hvordan du bedre kan slappe af - både i forhold til fremlæggelser og i forhold til dine klassekammerater i det hele taget.

Når der ikke er nogen lærer, du har lyst til at snakke med om det her, hvad så med skolens AKT lærer? Eller måske den studievejleder, der er tilknyttet overbygningen på din skole? Det er måske nogle, du ikke havde tænkt på kunne hjælpe her, men det kan de faktisk nogen gange. Det er i hvert fald et af mine forslag, at du kunne prøve at snakke med en af dem...

Skolen har også en sundhedsplejerske, som man kan snakke med - også selv om det ikke handler om at blive målt og vejet. Hun har som regel en fast træffetid på skolen, og hun kan være rigtig god at snakke med om de fornemmelser, du går og har.

Jeg kan ikke sige, om det ligefrem er ved at udvikle sig til en social fobi. Jeg tror det ikke, men det er så godt, at du er på vagt og reagerer nu, hvor du mærker, at det begynder at føles mere overvældende. Du har endda overvejet at ringe til din læge, men så er der det med at ringe op og skulle forklare, at man går og har det lidt underligt... Det kan jeg godt forstå, du ikke lige kan overskue, når du tænker over det. Jeg tror måske også, det bedste ville være, hvis du fik mulighed for at forklare det i en samtale hos lægen. Man kan godt ringe til lægen og booke tid til en samtale uden at skulle gå i detaljer med, hvad det skal dreje sig om. Hos nogle læger kan man også bestille tid online. Så måske skulle du ikke helt udelukke den tanke?

Så er der det med din mor, der ikke rigtigt har forstået, hvordan det her hænger sammen - tror jeg... Jeg kender hende jo ikke, men det lyder som om, hun ikke helt har forstået alvoren i hvert fald. Det er ikke sikkert, det er hendes hensigt at bagatellisere det - mødre kan godt komme til at være lidt for hurtige i "fix og trøste" løsningerne - kender du det? Så måske skal hun "råbes op" på en anden måde - måske ved at vise hende det brev, du har skrevet her (og mit svar)? For jeg mærker ligesom, at det måske kunne være rart for dig, hvis hun hjalp dig? Siden du har prøvet at snakke med hende og vise hende, at du gerne vil have hendes hjælp...

Jeg tror, du er en pige, der er vant til at "klare problemerne" meget selv, og når man har det sådan, kan det være rigtig svært at bede om hjælp og indrømme, at man har brug for hjælp. Men måske kan det hjælpe dig, hvis jeg fortæller, at der er rigtig mange børn og unge, der beder om hjælp og råd i vores brevkasse - og på BørneTelefonen i det hele taget. Det er så fedt, du også har benyttet dig af brevkassen - det er første skridt på vej mod at bede om hjælp hos dem, du har omkring dig. Somme tider skal man bare lige have lidt input til, hvordan man kan få dem til at forstå, hvad der foregår - og det synes jeg, du forklarer så godt i det her brev (sammen med det andet brev, du skrev).

Så kære pige, jeg håber, du vil prøve igen - prøve din mor, din læge, en lærer, en anden på skolen (en af dem, jeg foreslog eller en anden på skolen eller i din fritid, som er god at snakke med). Jeg tror på, at hvis du får lidt hjælp og støtte, så kan du sagtens komme videre og finde en måde at få ro på.

Til sidst får du lige nummeret til BørneTelefonen, hvor du kan få mere rådgivning, hvis der er noget, du gerne vil lidt mere rundt om. Der sidder dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med børn og unge om ting, der ellers kan være lidt svære at forklare. Nummeret er 116111, og det er gratis at ringe.

Kærlig hilsen BørneBrevkassen