Kære pige på 17 år.
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet herind. Jeg kan læse, at du gør dig mange tanker. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig.
Først vil jeg gerne sige, at jeg synes, at du er super sej! Det siger jeg, fordi du turde sige fra og sige nej tak til et arbejde, selvom du ønsker et, og også føler, at dine omgivelser presser dig til det. Du mærkede efter og stod op for dig selv, og det er en kæmpe styrke.
Som jeg læser dit brev, handler det først og fremmest om, at du føler dig bange. Du føler, at det påvirker din hverdag så meget, at det stopper dig fra at udføre helt normale ting i hverdagen. Særligt frygten for at være sammen med mange mennesker, skriver du skræmmer dig.
Jeg tror, du ville blive overrasket over, hvor mange unge der skriver til BørneTelefonen og fortæller, at de kæmper med lignende følelser. Mange af dem skriver, at de oplever, at angsten til tider fylder enormt meget i deres liv. Mange af dem beskriver ligesom dig, at det med at være sammen med mange mennesker, kan være skræmmende. Jeg fortæller dig det for, at du skal vide, at du ikke er alene.
Jeg tænker, at det måske vil være rart for dig at få hjælp til at få ro på din krop, når du mærker angsten. Derfor vil jeg komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre, hvis du mærker uroen og angsten i din krop:
- Tænk på noget du godt kan lide – det er lettere sagt end gjort, men når du mærker uro i din krop, eller at tankerne begynder at bevæge sig i en negativ retning, er det bedste man kan gøre, at forsøge at tænke på noget andet. Du kan prøve, at tænke på et rigtig rart sted du kender, hvor du føler dig tryg. Det kan være, at du føler dig tryg på dit værelse, i naturen tæt på dig eller et andet sted. Det kan måske hjælpe med at bremse bekymringer og urolige tanker. Det kræver lidt øvelse, men jeg tror på, at du kan.
- Træk vejret – Når tankerne fylder meget i ens hoved, kan man få svært ved at trække vejret. En øvelse du kan gøre, er at tælle til fire, mens du trækker vejret ind, holde på vejret mens du tæller til fire, og puste ud mens du tæller til seks. Prøv at gøre det nogle gange. Det kan også være rart at have en hånd på maven imens, og mærke hvordan maven bliver stor, når du trækker vejret ind, og bliver flad når du puster ud.
- Få en pause fra tankerne – når du oplever at tankerne tager over, kan du også prøve at lytte til noget god musik, ringe til en ven, tage et varmt bad eller noget andet. Prøv at tænke på, hvad du tror kunne være rart for dig, næste gang du oplever angsten.
Jeg håber at mine råd kan bruges. Hvis du gerne vil finde flere råd, eller vide mere om angst, så indsætter jeg lige et link her: Gode råd om angst
Når jeg læser dit brev, kan jeg godt blive i tvivl om, om det virkelig er dig, der ønsker et arbejde, eller om du måske føler dig presset til det? Du nævner, at mange af dine venner har et arbejde, og derfor kan lave sjove ting, som du ikke kan være med til, fordi du ikke har råd til det. Det forstår jeg godt må være virkelig træls, og måske får det dig også til at føle dig lidt udenfor?
Du skriver også, at dine venner og familie presser dig meget, i forhold til at få et arbejde. Samtidig skriver du, at du godt kan lide friheden, ved ikke at arbejde. Jeg tror, at det er vigtigt, at du sætter dig ned og tænker godt igennem, om du virkelig ønsker et arbejde lige nu – ikke hvad andre vil du skal, men hvad du selv vil. Du har allerede stået op for dig selv tidligere, ved at sige nej til jobbet, så jeg er sikker på, at du også kan mærke efter denne gang. Heldigvis er der også mange sjove gratis ting, man kan lave med sine venner. Det kan du eventuelt foreslå dem.
Det lyder også til, at du skal passe på med, at du ikke bliver for stresset. Ingen kan være perfekte til alting, og det kan ingen forlange af dig, heller ikke dig selv.
Hvis du kommer frem til, at DU ønsker et arbejde, vil jeg her prøve at komme med nogle konkrete råd til dig:
- Du kan lave en liste over steder du gerne vil arbejde. Det kunne f.eks. være bageren, frisøren, tankstationen, osv. Din mor eller far kan måske hjælpe dig med, hvilke små steder der findes i jeres område – det behøver absolut ikke være et supermarked med mange mennesker, som du selv skriver.
- Når I har lavet en liste, kan dine forældre måske hjælpe dig med at skrive en kort ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, som du kan sende eller selv aflevere til de steder, du gerne vil have et arbejde. I kan gå en tur og dele dem ud. På den måde kan du hilse på dem, som ejer stedet eller arbejder der.
- En anden mulighed kunne også være at arbejde for nogen privat, f.eks. som barnepige eller med rengøring.
Du skriver, at du ikke føler, at dine forældre forstår dig. Måske kunne en god måde at snakke med dem om det være, at vise dem dit brev og mit svar. Du beskriver så flot, hvordan du har det. Du har allerede vist, at du er god til at søge hjælp, ved at skrive det her brev. Den styrke tror jeg på, at du kan bruge til at søge hjælp hos dem omkring dig.
Du er også altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen, hvis du synes det kunne være rart med en snak med os først. Vores nummer er 116111.
Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste!
De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen.