Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Frygt for angst

Hej børnetelefon

Jeg har det med at føle mig bange for forskellige ting fra tid til tid, så jeg valgte at slå mulige angst symptomer op. Det gik op for mig at en del af dem passede på mig.

Jeg har en stort set konstant frygt for ikke at være god nok, jeg frygter at blive set ned på, jeg forventer at jeg altid skal forbedre mig, jeg har altid en fornemmelse af at der vil ske noget dårligt, jeg tror altid jeg har glemt noget, og det bedste jeg kan gøre er bare at undertrykke disse følelser.

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste som hjalp mig med at glemme nogle af disse følelser, men det forhold endte, da jeg var bange for at gøre noget forkert.

Nogle gange vil jeg bare gerne cutte mig selv af fra omverdenen. Nogle gange gør jeg til gengæld noget som en genert/sky person aldrig ville gøre, som jeg ender med at sidde og fortryde i dagevis.

Jeg tror at jeg lider af angst, men jeg er bange for at fortælle nogen om det, hvad skal jeg gøre?

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Jeg synes, det er så sejt, at du skriver herind og beder om råd til, hvordan du kan gøre noget ved de tanker, som du beskriver som ”angst”. Det viser, at du gerne vil have det bedre. 

Det er faktisk ikke så vigtigt, om det er ”angst” eller noget andet. Det vigtigste er først og fremmest, at du får talt om alle de tanker, som du går alene med – for én ting er sikkert. Det hjælper ikke at undertrykke følelserne, men det hjælper at få sat ord på dem.

Når jeg læser dit brev, får jeg et billede af en dreng, der hele tiden frygter, at han ikke er ”god nok”. Det kan være enormt hårdt at tænke sådan om sig selv, så derfor har du brug for at lære at acceptere dig selv. Det andet er simpelthen for hårdt. Det er der ingen, der kan holde til.

Du skriver, at du er bange for at fortælle det til nogen. Hvordan kan det være? Har du tidligere oplevet, at der ikke blev lyttet til dig, eller er du måske bange for, at det ikke vil blive taget seriøst? Det kan også være, at det ”bare” er tanken om at fortælle andre om det, der gør dig bange? Men du skal vide, at der er rigtig mange andre, der går med de samme tanker og følelser som dig. Og når det først er sagt, tror jeg, du vil føle en stor lettelse. Under alle omstændigheder så håber jeg, at du måske har mod på at tale med én om det? Hvis det er lidt svært at sige, kan du måske vise dem dit brev og mit svar. På den måde kan I starte en snak..

Måske har du mest lyst til at snakke med dine forældre, din lærer eller en pædagog? Det kan også være, at du har en helt anden i tankerne?! Det vigtigste er, at det er en person, som du selv vælger. Når du har fundet ud af, hvem du vil snakke med, skal du sørge for, at I har god tid. Det kan du gøre ved at lave en aftale. Du kan fx sige, at du har noget, som du gerne vil snakke om, så du rigtig gerne vil have, at I finder en eftermiddag/aften, hvor I begge har god tid. På den måde viser du på forhånd, at du har noget vigtigt, som du har brug for hjælp til - og det gør, at I har et godt udgangspunkt for snakken. 

Husk også, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116111. 

De bedste hilsner 
BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat