Forvirret, og bange for fremtiden

Hei BB

Jeg er en pige på 20, der hele mit liv er blevet svigtet, mobbet, lidt tab og været udenfor og overset.

4 år gammel, ikke engang færdig med børnehaven, prøver at begribe hvorfor far ikke længere vil se os, og hvorfor jeg ikke længere kan hygge mig hos underboen, fordi han er gået bort. Mor har travlt, for brødrene kræver meget, begge er de yngre end mig.

5-6 år gammel, far vælger nu at være en del af vores liv igen, kun for et par måneder senere at køre galt, længere hænger han mellem liv og død, men overlever dog, men i vi måtte ikke se ham i det første lange stykke tid, fordi de voksne var bekymrede for at det måske ville være en for voldsom oplevelse at se ham koblet til maskiner og slanger.

Så kommer skolestart, og vi finder ud af jeg skal gå i klasse med min bedste veninde, noget nær eneste veninde, så det ser jeg selvfølgelig frem til, men skolen er et helvede, min veninde fungerer fint med de andre, men jeg bliver holdt udenfor og drillet, hun forsøger at forsvare mig, men det får bare de andre til også at være efter hende, og fordi vi begge har temperament, og lærerne aldrig er der fra start, er det os der bliver skældt ud og sendt udenfor døren, eller på kontoret, lærerne gider ikke engang høre vores side af historien, og hvis de gør vi alligevel bare mødt med sætningen: “I bad sikkert selv om det”, eller “det er ingen undskyldning”.

8 år gammel, mor har fundet en ny mand, og sammen venter de nu deres første barn, drengene kræver stadig mere og mere af mor, og jeg bliver mere og mere stille og indadvendt derhjemme, så mor ikke behøver bekymre sig om mig også. Sommeren kommer og mor tager på hospitalet for at føde lillebror, imens passer hendes veninde os. Mor kommer hjem fra hospitalet, og noget er galt, mor er ked af det, og der er ingen lillebror, lillebror er død på hospitalet.

Tilbage i skolen, er smådrillerierne eskaleret til mobning, og min veninde og jeg tilbringer nu mere tid udenfor klassen end indenfor, lærerne har vi for længst opgivet. Men bedst som man tror man har hørt det hele, begynder de at mobbe mig med at min lillebror er død. Et halvt år senere flytter vi, og jeg rykker til en ny skole.

På den nye skole bliver problemerne kun værre, for udover de ting jeg før blev mobbet med, briller, sociale problemer, min lillebrors død, mine andre brødres unormalheder og temperament, er jeg nu også den nye pige, kender ingen og hører ikke til. Eftersom problemerne også er der på den nye skole, får min lære overbevist mine forældre om at det må være mig der er problemet, at jeg selv lægger op til konflikter og at jeg har vredes problemer, derfor kommer jeg til psykolog.

Psykologen kan dog ikke forstå hvorfor min lære siger som han gør, for det hun møder er en sød ung pige, der virker helt normal, men på dette tidspunkt, har jeg også mistet tilliden til alle voksne i mit liv, jeg kender svarerne til de spørgsmål der bliver stillet, og fordi jeg hjemmefra altid har sat mig selv i baggrunden og blevet et med tapetet, er det nemt at sætte et skuespil op.

Omkring denne periode bliver min ene lillebror diagnosticeret med ADHD, og vi andre bliver derfor meget tilsidesat fordi de er nødt til at stille hans behov først, og det kræver meget tid at holde ham under kontrol. Herudover har min mor og min stedfar nu fået en søn, der også kræver opmærksomhed.

Jeg får mine vredes problemer under kontrol, og møder en veninde hvis tilværelse er lige så omtumlet som min egen. Mobningen stiger i styrke som årene går, og jeg bliver mere og mere isoleret. Jeg kommer til at fungere som telefon mellem min mor og min far, for snakke sammen kan de ikke. Min to sidste brødre bliver diagnosticeret med autisme og angst samt emotionelle problemer, så nu lever jeg med tre brødre, hver deres diagnose, og tit for de voldelige udbrud der betyder jeg må låse mig inde på toilettet for ikke at få en på hovedet.

Vinteren 5. Klasse, jeg bliver overfaldet af nogle af de ældre drenge på skole, 7 drenge alle ældre end mig, samt 2 drenge begge yngre end mig, blev kastet ind i et hegn og hamret ned i stenene, slag, park og hånende ord haglede over mig, de ender med at sidde fem drenge og holde mig mod jorden, mens de 4 andre står og sparker til mig og spytter på mig. En lærer ser hændelsen, men gør intet, hjælper mig ikke engang da de er gået, ingen hjælper mig, jeg må selv kæmpe mig på benene og slæbe mig til time, da jeg, mod bedre overbevisning, fortæller min lærer hvad der er sket, får jeg at vide, det er min egen skyld.

Min veninde flytter væk med sin familie, og igen er jeg alene, jeg skifter nu taktik og bliver 100% isoleret, jeg skaber en mental boble omkring mig hvor jeg kan være i fred, de andre prøver at bryde min boble, slår mig, håner mig, kommer med bemærkninger om alle problemerne i mit liv.

Om eftermiddagen søger jeg ofte hen på kirkegården hvor jeg bare sidder ved min lillebror, fortæller ham om alt der sker, synger for ham.

Foruden mine yngre brødre har jeg også en storebror, da jeg går i 6. Klasse bliver han ramt af en lastbil og slæbt under den, han overlever kun med nød og næppe.

I 8. Klasse bliver min far hjemløs og ønsker igen ofte ikke kontakt til os, fordi han skammer sig over hverken at have et sted at have os, og ikke engang have til at kunne give os en snack. Min fars og min storebrors liv bliver nu i højere grad påvirket af alkohol og stoffer, for far havde det åbenbart været sådan i mange år, han havde bare formået at skjule det for os.

Jeg gennemfører folkeskolen, med klassens højeste gennemsnit, herefter går turen videre til gymnasiet.

På gymnasiet har jeg sat mig for at opretholde min boble, jeg vil ikke tale med nogen og ikke fortælle nogen noget personligt. Jeg har valgt et gymnasium 1 time fra hvor vi bor, så jeg vidste jeg ikke ville møde nogen jeg kendte, og jeg forberedte mig på at det ville være ligesom folkeskolen, hvor jeg var den nye pige og alle kendte hinanden men jeg var bare en fremmed.

Så da jeg møder op første dag på gymnasiet, og bliver mødt af venlighed og en masse mennesker der faktisk allesammen kommer fra forskellige steder og ikke kender hinanden, vælger jeg alligevel at bryde min boble og prøver at nærme mig nogen. Men de mange års isolation og i forvejen dårlige sociale kompetencer, efterlader mig på fremmed grund, og første gang nogen forsøger at give mig hånden går min krop af refleks i forsvarsposition, fordi jeg ser det som noget farligt, som om vedkommende har tænkt sig at slå mig.

Hele min gymnasietid er præget af frygt, og konstant agtpågivenhed og utryghed, mine karakterer faldt fordi jeg var så fokuseret på at søge efter mulige flugtruter og tegn på fare. Jeg prøvede at forbedre mine sociale kompetencer, men endte altid ud med at føle mig truet af deres venlige gestuser. Jeg havde mistet så meget tillid til at lærerne kunne hjælpe i folkeskolen, at jeg aldrig stolede nok på lærerne til at hjælpe mig i gymnasiet.

Jeg var desuden meget syg i gymnasiet og var meget ind og ud af hospitalet og læger. Lægerne havde svært ved at finde ud af hvad der var galt, og da jeg pludselig mistede synet delvist, og måtte lære at læse igen, kæmpede jeg med at følge med i skolen, de sociale problemer blev værre, fordi ingen ville værre sammen med mig, lærerne stolede jeg stadig ikke på, så jeg fortalte ikke nogen på skolen at jeg ikke længere kunne læse, jeg fandt altid på en undskyldning når vi skulle fremlægge eller læse højt, så mine karakterer faldt yderligere.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg klarede gymnasiet uden at dumpe et eneste fag, men det gjorde jeg. Min gennemsnit er ikke højt, men for mig er det en sejr. Men fordi det ikke er højt, føler jeg mig meget bekymret for om jeg kan komme ind på den uddannelse jeg gerne vil videre frem, jeg har søgt ind, så nu venter jeg bare på svar.

Jeg har lært at læse igen, og selvom jeg stadig er plaget af mine synsproblemer, så er jeg kommet langt og tror på jeg vil kunne gennemføre en uddannelse.

Jeg er bange for hvad fremtiden bringer, for hvis jeg kommer ind på min uddannelse, bliver jeg nødt til at flytte hjemmefra, og jeg er bange for hvad der vil ske når jeg skal til at bo alene, et fremmed sted, med mange nye mennesker at forholde mig til, hvordan det vil gå på uddannelsen, eftersom jeg stadig er på vagt overfor alt og alle.

Jeg vil virkelig gerne glemme fortiden, møde op på uddannelsen med tillid og tro på bedre tider, tillid til andre mennesker, og uden frygt. Håber virkelig i har et godt råd.

Hilsen X