Brev

fortvivelse

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M

Jeg takker for dit brev. Jeg tænker at det er en stor hemmelighed, du har båret rundt i mange år og jeg synes det er meget flot at du rækker hånden ud og beder om hjælp.

Og hjælp er du nødt til at få, for noget så alvorligt som seksuelle overgreb kan man ikke bearbejde alene. Nogle tænker måske, at det er så mange år siden, at det ikke længere kan have betydning, men seksuelle overgreb er dybt krænkende og sætter sig som ar i sjælen. Det kræver professionel hjælp, hvis arret skal begynde at hele. Jeg vil gerne henvise dig til organisationen ”Thoracenter”. De rådgiver seksuelt misbrugte, og man kan kontakte dem over telefonen, email eller ved personligt fremmøde. Deres hjemmeside er www.thoracenter.dk. Foruden rådgivning har de også støttegrupper, så man kan tale med andre, der har været i samme situation. Ellers kan du overveje, om det føles mere naturligt for dig at tale med din læge og derigennem få en henvisning til en psykolog.

Du beskriver en frustration over at skulle til din søsters konfirmation. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil tage med og dele den store dag med hende. På den anden side, synes jeg, at det er fuldt forståeligt, hvis du ikke deltager. Du virker som en betænksom pige og jeg kan godt forstå, at det er svært at skulle skuffe din søster, men du er nødt til at tænke på dig selv. Jeg synes, du skal overveje, om du kan magte den dag. Hvis du vælger at komme, kan du finde på en undskyldning for at gå sammen med din faster og kusine. Det kan også være, at du tænker, at du godt kan holde ud at være der. Så foreslår jeg at du lægger en strategi for, hvordan du kan undgå din søsters bror. Tænk på forhånd over, hvad du kan sige eller gøre, hvis han kommer hen til dig, eller hvordan du kan gå fra selskabet, hvis det bliver for svært at være der. Vælger du at blive væk, synes jeg, at det er helt forståeligt. Du kan eventuelt sige til din søster, at der er nogle årsager til, at du ikke kommer til at deltage, men at I to skal fejre hendes store dag på et andet tidspunkt sammen. Alternativt kan du vælge at melde dig syg på selve dagen. Det handler om at passe på dig selv!

Her til sidst vil jeg blot tilføje, at et menneske, der udsætter andre for seksuelle overgreb, er syg og skal have hjælp. Det er ulovligt og dybt krænkende at forgribe sig på andre, og jeg tænker at din søsters bror skal forhindres i at begå lignende overgreb mod andre. Derfor tænker jeg, at det vil være god ide at tale med din faster og din kusine om at få meldt ham til politiet. Som jeg læser dit brev, vil en politianmeldelse muligvis betyde, at du ikke ville kunne se din søster i en periode. Det er forfærdeligt hårdt, men det er vigtigt for dig og din kusine – og muligvis også andre piger, at han bliver stoppet. Heldigvis er din søster så gammel, at hun med tiden selv vil kunne tage nogle beslutninger om, hvem der skal være i hendes liv.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Med venlig hilsen BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat