Forfærdelig far – Hader at være hjemme
Hej brevkasse
jeg er en dreng på 16 år og mit problem er at jeg ikke kan fordrage min far.
Da jeg var mindre havde vi det i hvert fald som jeg husker det godt i familien, jeg oplev det som der aldrig var skænderier, men de seneste 2-3 år har det kun gået ned ad bakke. Min far har udviklet et kæmpe temperament og et alkoholmisbrug, sommetider taler han endda i tåger og digter sine egne historier op.
Jeg er så bange for ham at jeg ikke engang tør at indrømme nogle af mine fejl jeg har lavet over for ham. Jeg er mange gange løbet hjemme fra på grund af jeg har været så bange en dag tog jeg helt ud til en by (som forresten ligger over 50km fra hvor jeg bor) og tilbragte resten af natten der ude på en togstation. Min far skræmmer mig på mange måder og han bygger mit had op for ham mere og mere dag for dag.
Det faktum at jeg ikke kender min far “rigtigt” altså jeg ikke ved hvordan han er som person længere har helt klart skubbet mig længst væk, alt han gør er så uforudsigeligt og på grund af jeg ved han har hans temperament ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. I en periode sov jeg med låst dør og en kniv under sengen for at føle en form af tryghed men da min mor fandt kniven troede hun jeg havde selvmordstanker og prøvede at gøre skade på mig selv.
De sidste 2 år har jeg skrevet mine juleønsker ned på et billede af ham fra dengang han var en “rigtig” far og skrev “Jeg ønsker mine forældre bliver skilt”, “Jeg ønsker min far dør”. Jeg har endda prøvet at afpresse min mor til at slå op med ham, men det er ikke sket på grund af økonomiske grunde(Tror jeg).
Sidste jul kom min far op og slås med hans nevø hvor jeg manipulerede min nevø til at starte et slagsmål med ham og jeg blev nødt til at ringe til politiet for at få stoppet det (Nu har vi ikke længere kontakt til den side af familien). Ligemeget hvad skal han altid hæve stemmen og gøre det ubehageligt at være sammen med ham.
Det at min far heller ikke kommer så godt ud af det med min mor gør det hele også meget værre på en gennemsnitlig dag siger min far til mig “Hej”, “Har du fået arbejde”. At være hjemme med ham er det værste jeg ved og nogle gange sidder jeg også bare udenfor og laver absolut ingenting fordi jeg mener det er bedre end at være i samme rum som ham.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det her problem. Det har stået på alt for længe og min mor har prøvet at hjælpe ham MEGET, men det er som om han slet ikke lytter.
Det bedste scenarie for mig var hvis at jeg aldrig så eller hørte fra ham igen.
Grunden til at jeg først skriver det her brev nu er fordi han for nogle dage siden havde skubbet/slået min mor. Jeg så det ikke men jeg hørte skænderiet og lyden af min mor der snublede eller faldt tilbage hvorefter det forsatte med hvorvidt han slog eller skubbede hende.
Mvh 16 årig dreng.