Kære pige på 12 år,
Det er megasejt af dig, at du har skrevet herind, når dét, du har åbnet op om, er noget, der plejer at være svært for dig at snakke om.
Som du selv er lidt inde på, sker der rigtig meget med ens krop og hoved, når man er i din alder, og når man er lige ved at nå puberteten. Det kan nemlig føles som om, tiden bare flyver af sted, og at man slet ikke kan følge med. Man kan føle, at man skal være mere voksen, end man er klar til at være. Det kan f.eks. være, at ens krop begynder at udvikle sig, men at man ikke føler sig klar til den udvikling. Det kan også være, at man kan fornemme på sine venner, at de ikke længere vil lege, mens man selv slet ikke føler sig klar til at stoppe med at lege. Man kan pludselig savne den tid, hvor man var meget yngre, og hvor der ikke var de samme ting, man skulle være opmærksom på hele tiden. F.eks. mange lektier i skolen.
Det kan være svært at finde ud af, hvad man så skal gøre. Måske har man mest af alt lyst til at ’stoppe tiden’, så man kan være barn lidt endnu – og så ens venner kan være børn sammen med én i lidt længere tid. Det kan man bare desværre ikke. Selvom det kan være rigtig svært, er det bedste, man kan gøre, at give sig selv en masse tålmodighed. Hvis man f.eks. ikke er klar til at stoppe med at lege, behøver man ikke stoppe. Det er helt OK, at være som man er og have lyst til de ting, man har lyst til – også selvom ens venner måske gør noget andet.
I forhold til skolen er der nogle lektier, man skal lave. Hvis man synes, det er svært at komme igennem lektierne alene, kan det være, at ens forældre kan hjælpe én med at få de forskellige ting gjort. Det kan også være, at man kan aftale at lave lektier sammen med en klassekammerat efter skole. Så skal man ikke altid sidde og lave lektierne alene, og nogle gange kan det være ret hyggeligt at lave lektier sammen med andre. Måske er der lektiecafe på skolen, som du kan bruge?
Der er mange, der bekymrer sig om, hvordan det bliver at komme i de højere klasser. Der er også mange, der bekymrer sig over, om de mon overhovedet er dygtige nok. Men dét, der sker, når man går i skole, er jo netop, at man hele tiden lærer og udvikler dig. Det betyder, at man bliver bedre rustet og mere klar til at gå op i de højere klasser hen af vejen. Når du skal i 9. klasse har du lært en meget mere, end du har lært nu. Måske er du også blevet vant til at lave flere lektier. På den måde er de forskellige klassetrin med til, at man ’bliver klar’ til at rykke et klassetrin op. Prøv at tænke på, hvor meget du har lært fra fx 3. klasse til nu? Det er ret meget, ikke? På samme måde bygger man læring og viden op gennem de næste skoleår.
Hvis man går og bekymrer sig rigtig meget, kan det nogle gange ske, at man glemmer at nyde den tid, man har lige nu. Selvom det er rart at følge godt med i skolen, er det lige så vigtigt, at man har det godt, mens man går i skole. Derfor er det også vigtigt, at du taler med dine forældre, hvis du synes, det hele bliver for meget. Så kan de enten hjælpe dig med at få klaret lektierne eller tale med din lærer om, hvordan I kan få det hele til at gå op, så du har det godt.
Hvis det med mobilen forstyrrer dig, så er det en god idé at lægge mobilen væk, når du laver lektier. Lidt på samme måde, når du har timer og den nok ikke må være fremme i timerne. Du kan fx lægge den i skuffen/tasken på lyd og brummefri, så kan du lave lektier i fx 30-45 minutter og holde pause med mobil i 10-15 minutter. Jeg tror, at du vil finde ud af, at du bliver hurtigere og bedre til at koncentrere dig om lektierne. Har du mod på at afprøve det? Måske skal du ændre lidt på hvor lang eller kort tid til lektier og pause med mobil?
Der er rigtig mange ting, man kan få lyst til at snakke med nogen om, og du er altid velkommen til at SMS’e eller ringe til os på BørneTelefonen på nummer 116 111 eller skrive til os på Chatten. Hvis du har brug for det, kan vi tale mere om, hvordan du har det lige nu. Det kan også være, at du har brug for at tale om noget andet.
Du er i hvert fald ikke alene om at have det, som du har det lige nu. Det bedste råd er at prøve at have lidt tålmodighed med sig selv og huske, at man skal have det godt. Derfor er det altid godt at tale med nogen, hvis man bekymrer sig – og hvis der er noget, man synes, ikke fungerer. Måske også snakke med andre om det, så du kan høre om, hvad de gør ved det eller hvad der hjælper dem?
Kærlig hilsen
BørneTelefonen