Brev

Far som er voldelig…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Hvor er det godt, at du skriver til BørneTelefonen og fortæller om din far. Det kræver virkelig meget mod. Især når man er rigtigt bange. Derfor vil jeg selvfølgelig meget gerne forsøge at svare på dine spørgsmål:

  1. Om det er vold mod børn.
  2. Hvad du kan gøre ved det.

I brevet skriver du, at din far er hård mod dig og råber højt og bliver sur, når der bare sker noget. Og du skriver, at han kan finde på at rejse sig og tage fat i dit håndled, rive dig rundt og smide dig ind på værelset. Det lyder på ingen måde særligt rart for dig, Jeg kan sagtens forstå, at det gør dig virkelig bange.

Det er også helt forståeligt, at du bliver usikker og frygter, hvad han kan finde på næste gang. Det tror jeg, at alle ville blive i din situation.

Ud fra det du skriver, så tænker jeg, at din far bruger fysisk vold (han tager fat, river rundt og smider dig på værelset) og psykisk vold (du er bange for ham, du ved aldrig hvornår han bliver voldsom). Så ud fra det du skriver, så kunne det godt lyde som vold mod børn, og det er ikke tilladt i Danmark.

Uanset hvad har du ret til at få hjælp. Det er på ingen måde okay, at din far tager fat i dig og råber af dig, så du går og er bange og utryg.

I Danmark har alle børn ret til omsorg og tryghed. Dine forældre har ansvaret for dig og skal passe godt på dig. Ikke gøre dig bange. Det lyder som om, at din far måske har svært ved det lige nu. Det skal du selvfølgelig have hjælp til.

Jeg tænker på, om du mon har fortalt det til en voksen? I loven står der, at alle voksne i Danmark skal hjælpe børn, der bliver udsat for vold. Hvis du siger til en voksen, at din far er voldelig mod dig, skal de altså hjælpe dig. De skal snakke med kommunen om det, lave en underretning, så I kan få hjælp fra kommunens familie afdeling.

Hvilken voksen tror du, ville være ok at fortælle det til? En lærer? En voksen fra familien? Din egen læge? Eller er det en du tænker på?

Du kan også vælge at ringe til din egen kommune. De har pligt til at hjælpe børn, der ikke har det godt derhjemme. Hvis du synes, at det er for svært at ringe selv, så kan vi hjælpe dig.

Du kan nemlig ringe eller skrive ind til os på BørneTelefonen på 116111, så kan vi hjælpe dig med at med snakke med kommunen om, det der sker hjemme hos jer. Du har også ret til at få en bisidder med, hvis du f.eks. skal til møde i kommunen og tale om din far. En bisidder er en person, som hjælper dig med at forstå, hvad der bliver sagt, og hjælper dig med at få sagt de vigtige ting. Det er gratis at få en bisidder fra BørneTelefonen. Det kan du læse mere om her: Bisidder fra BørneTelefonen

Mon det ville være en idé for dig, at få hjælp fra BørneTelefonen?

Du kan også altid smse og ringe til os på 116 111 eller chatte med os her: https://bornetelefonen.dk/chat/. Din bror er også velkommen til at ringe eller skrive til os. Vi er her for at hjælpe jer.

Jeg synes i hvert fald ikke, at du skal gå og være bange for din far længere. Derfor håber jeg, at du vil overveje at fortælle det til en god voksen eller til kommunen, så du kan få hjælp til at få det stoppet. Du har du ret til at have det godt og få hjælp.

Du virker som en virkelig modig pige. Det må du endelig holde fast i. Jeg tror på, at du nok skal finde frem til den bedste løsning for dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

slap af og find ro vejrtrækningsøvelse

Video: gode råd om angst

Hvad er angst egenligt? Og hvordan påvirker følelsen os?

Se video’en på vores YouTube-kanal og vælg det råd, der passer til dig.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat