Brev

Er virkelig bange hjælp

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12

Desværre er vores chat nogle gange optaget. Derfor var det en rigtig god idé, at du i stedet skrev et brev til vores brevkasse. Jeg har skyndt mig så meget jeg kunne, med at svare dig. Jeg kan nemlig se, at det her er noget, der fylder rigtigt meget hos dig. Der er ikke noget i vejen med dig. Du har bare brug for noget hjælp, så du kan sove ordentligt om natten. Det er nemlig ikke meningen, at man skal have så svært ved at sove om natten, som du fortæller om i dit brev. Derfor vil jeg starte med at give dig nogle idéer til, hvordan du måske kan forbedre din nattesøvn. Og bagefter vil jeg komme med nogle idéer til, hvem omkring dig der måske kan støtte dig.

Der kan være mange grunde til, at man kan have svært ved at falde i søvn. Nogle ligger og tænker på en masse ting, inden de skal sove. Nogle spiser eller drikker, lige inden de ligger sig til at sove. Og nogle har sværere ved at falde i søvn, hvis de kigger på fjernsyn eller mobiltelefon/tablet inden de skal sove. Og for nogle er det svært at lægge telefonen fra sig om natten. Er der nogle af de ting, du kan genkende fra dig selv?

Hvis du hører til dem, der ligger og spekulerer over en masse ting, kan det måske hjælpe at spørge dig selv, om det er noget, du kan gøre noget ved lige nu? Eller om det kan vente til et andet tidspunkt? Og hvis du kommer i tanke om noget, du skal huske næste dag, kan du have et stykke papir og blyant ved sengen, så du kan skrive det ned, så du ikke behøver huske på det.

Det kan også være sværere at falde i søvn, hvis du spiser eller drikker for tæt på sengetid. Din krop skal stille og roligt vænne sig til, at den snart skal sove.

Lyset i fjernsyn eller på telefon/tablet kan også gøre det sværere at falde i søvn. Og hos nogle hjælper det at slukke sin telefon helt om natten eller måske lade den op i et andet rum. Så forstyrrer telefonen nemlig ikke nattesøvnen.

Måske kan du bruge nogle af de idéer? De har hjulpet andre, så derfor tænkte jeg, at de måske også kunne hjælpe dig.

Du fortæller i brevet, at du har svært at koncentrere dig i skolen og at det gør dig ked af det. Det kan være svært at koncentrere sig, når man ikke har sovet nok. Er der nogle af dine lærere eller kammerater, der har lagt mærke til, at du ikke altid har det godt i skolen? Og har en af dine lærere måske allerede prøvet at snakke med dig om det? Hvis ikke, skal du vide, at du altid er velkommen til at gå til en af dine lærere, og snakke med ham eller hende. Så kan skolen nemlig bedre støtte dig de dage, hvor du er ekstra træt. Er der en lærer, du kunne have lyst til at snakke med?

Jeg tænker også, at det kan være en god ide at du snakkede med dine forældre. Måske er du bange for, at de skal blive sure på dig, fordi du ikke sover, når du går i seng? Det er ikke din skyld. Hvis du helt selv bestemte, ville du rigtig gerne sove. Måske kunne du og dine forældre sammen lave nogle planer for, hvordan du kommer til at sove bedre om natten?

Du skriver også i brevet, at du ikke mere har så meget lyst til mad. Det tror jeg godt kan skyldes, at du er ked af, at du er så træt. Så kan man nemlig godt miste appetitten. Derfor tror jeg, at appetitten vender tilbage, når du igen begynder at sove noget mere om natten. Ellers synes jeg, du skal skrive eller ringe herind igen. Hvis du har andre ting, du gerne vil snakke om, er du også altid velkommen. 

Kærlig hilsen 

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat