Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er min fars væremåde i orden?

Brevet er anonymiseret af hensyn til afsenderen

Kære BørneTelefonen.

Jeg skriver, fordi jeg simpelthen har brug for at få afklaret, om min fars handlinger er okay.

Det skal lige siges, at min far ikke er fysisk voldelig på nogen måde og har aldrig været det, og dét er bl.a. derfor jeg vil finde ud af, om det bare er mig, der er følsom.

Jeg har et meget dårligt forhold til min far. Vi snakker stort set aldrig sammen, og når vi så gør, er det med enstavelsesord og uden øjenkontakt. Jeg har ikke behov for at snakke med ham, og jeg vælger selv ikke at gøre det, men jeg tænker, det er et problem i familielivet, da jeg har en storesøster, der har et meget bedre forhold til ham. Han er en type person, jeg aldrig selv ville vælge at omgåes eller opsøge.

Jeg havde for noget tid siden noget mavesår og uroligt hjerte forårsaget af stress. Min far er ekstrem voldsom, larmende og kantede i sine bevægelser, og siden jeg begyndte at kunne mærke det urolige hjerte komme tilbage, hver gang han rejste sig fra stolen eller lign. (siger noget om, hvor voldsomt det er), begyndte han at få noget kritik for det fra min mor. Min far kan ikke klare kritik og bliver meget sur og grim verbalt. Han mener, det er os, der er noget galt med, og at vi ikke lader ham trække vejret. – det skal forresten også lige siges, at kritikken altid er i god tone. Den er aldrig grov eller ondskabsfuldt ment. Det er blot kritik, som alle får i ny og næ.

Han kender tilsyneladende heller ikke til ordet “undskyld”, når han har gjort noget urimeligt, og det virker ærligt talt, som om, at han er lige glad med, hvordan jeg har det.
Han er et kæmpe ego og er meget arrogant – ord jeg også har hørt min mor sige. Han tager ikke ansvar for noget eller nogen. – han har bl.a. givet mig skylden for vores tavse forhold, som var jeg den voksne.
Han lytter ikke, når man snakker til ham eller giver informationer, (hvor vigtige de end er) og han lyver, når jeg har prøvet at konfrontere ham gennem min mor.
Af alle disse grunde bl.a. føler jeg næsten, at det er en fremmed mand, der bor under samme tag som jeg, og det synes jeg faktisk er decideret ubehageligt og utrygt.

Jeg har ikke lyst til at være derhjemme, hvis han er den eneste hjemme (han har en besynderlig trang til at gå nøgen rundt hele tiden og er lige glad med, hvad folk tænker. Jeg har konfronteret ham med dette specifikt, men han er fuldstændig kold og lige glad. Jeg har også oplevet ham lave ting på nettet, hvilket jeg heller ikke er sikker på, om er i orden at gøre i en familie).

Jeg er meget ked af hele situationen med min far, fordi jeg er vred og harm over, og jeg kan ikke forstå, at når man har titlen ‘far’, at man så ikke vil leve bedre op til det.

Jeg er begyndt at sammenligne med mine veninders fædre, og jeg kan virkelig mærke, jeg bliver ked af det af misundelse, fordi de interesserer og engagerer sig i deres børns liv og har et godt, tæt forhold til dem.

Der har været mange nætter, hvor jeg har ligget og grædt i lang tid pga. min far, og jeg kan virkelig ikke finde frem til at føle nogen form for kærlighed til ham, hvilket jeg tænker, man burde have for sin far?

Jeg har ikke snakket med nogen udefra om min far, da jeg er bange for, at det er noget såkaldt småtteri. – jeg er da med på, at det kunne være værre (han kunne slå), men jeg føler næsten, at jeg får det fysisk dårlig og får kuldegysninger, hver gang han er tæt på (jeg lider i forvejen af angst, så der skal nok heller ikke specielt meget til). Han dræner mig for energi og godt humør.

Jeg har få gange snakket med min søster og mor om ham. Min mor har næsten givet op på hans opførsel og er bare oftest træt af ham. – men jeg har aldrig fået at vide, hvor grænsen for “en ordentlig far” er.
Jeg har også en tæt veninde, jeg deler mange af disse ting med for at få “luft”, men hun ved heller ikke, hvornår der skal reageres – hvornår det ikke er ok længere.

Hele pointen med dette brev er, at jeg gerne vil vide, hvad du, som læser tænker, når du læser disse ting. Er det bare mig, der er følsom, eller er min fars væremåde ikke i orden?

Håber inderligt, at jeg får et svar, da det fylder helt enormt meget hos mig hver dag.
Hilsener en fortvivlet pige

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Du skriver at din far og dig næsten ikke taler sammen mere. Og det kan gøre stemningen derhjemme trykket. Du skriver at du et par få gange har prøvet at tale med din storesøster og din mor om det. Hvad mon din søster siger når du taler med hende om det? Hun er jo i samme situation som dig, men har dog et bedre forhold til ham. Mon hun også er træt af den måde han opfører sig på?

Jeg synes du har gjort de rigtige ting, du har både talt med din mor og din søster om det. Og har du talt med din far selv om det. Du har endda sagt til ham, at du ikke synes det er okay at han går nøgen rundt derhjemme. Men det er ærgerligt at han tilsyneladende ikke har forstået, hvordan hans adfærd påvirker dig og din hverdag negativt. Det lyder til, at han ikke selv kan få øje på grænser, som du gør ham opmærksom på. Selvom man som voksen synes, at det ingen skal begrænse ham. Så bør han lytte til andres behov, især til sine børn. 

Du spørger om hvor grænsen for en 'ordentlig far' går. Det er svært at fortælle helt præcist, hvor denne grænse går, men jeg kan fortælle dig:

Alle børn har rettigheder. Og for dig betyder det blandt andet, at dine forældre skal sørge for, at der er rart at være derhjemme. Dette er både din mors og fars ansvar. Du skriver, at din far dræner dig for energi og godt humør. Og det er ikke være rart. Desuden har alle børn ret til leve godt og sundt. Og det gælder også den mentale sundhed. Fordi du har tendens til angst og stress, er det bedst for dig at det er roligt, trygt og rart for dig at være derhjemme. Du har faktisk ret til at leve trygt derhjemme og dine forældre skal gøre det, der er bedst for dig. Så der er ting som det lyder til, at din far ikke gør for at være lidt mere rar at være sammen med. Voldsomme bevægelser og udtryk kan virke som psykisk vold og skride over grænser for, hvad der er ok for en voksen i forhold til andre. Derfor er det vigtigt, at der kommer hjælp og rådgivning til familien.

Måske skal I sammen i familien tale sammen igen for at prøve at få bedre stemning derhjemme. I skal sammen finde ud af, hvordan det bliver rart for Jer alle sammen at være derhjemme. Det nytter ikke at din mor giver op på din far, for det er også hendes ansvar, at du har det godt derhjemme. Det ville være en god idé at tale med din mor først. Eller måske vise hende dette brev. Det kan somme tider være nemmere end at skulle sige det igen. Din mor er også meget velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon, hvis hun har brug for rådgivning. Nummeret er 35 55 55 57. 

Desuden vil det måske også være en god idé at sige det til en anden voksen, fx en god lærer eller en af dine veninders forældre. For de kender dig og måske endda dine forældre og kan derfor bedre hjælpe dig. 

Hvis du ikke synes ,at et nyt 'familiemøde' nytter noget, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os på Børnetelefonen igen. Måske er det nemmest for os at hjælpe dig, hvis du ringer, for så kan vi spørge lidt mere ind til nogle af de ting, der sker derhjemme. Vi vil gerne høre fra dig igen.

Til sidst vil jeg lige sige, at familier er meget forskellige. Du skriver, at du er begyndt at sammenligne din far med andres fædre og bliver ked af det. Det er hårdt at se på. Derfor er det godt at få snakket med din mor igen. Og måske en anden voksen. For man kan ikke ændre på hvem ens forældre er. Men man kan få hjælp til, at det bliver bedre hjemme hos jer. Det kan du få hjælp til. Enten ved at tale med en lærer eller få rådgivning i din kommunes Familierådgivning - Åben Anonym Rådgivning. Det er gratis. Du kan kigge på din kommunes hjemmside og søge efter familierådgivning, så kan du forhåbentligt finde et nummer eller en adresse. Så du ved, at du kan få hjælp.

Ved at have skrevet dette brev, har du allerede vist en stor lyst og energi til at prøve at få det bedre derhjemme. Og det er super sejt, for du har ret til at have det trygt og godt derhjemme.

Kærlige hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat