Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg et dårligt menneske??

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 18-årige

Du skriver, at din økonomi ikke hænger sammen, og at du er ramt af problemer med stoffer og alkohol.

Jeg kan også se på dit brev, at du mangler personer i dit liv, der kan støtte og hjælpe dig. Derfor er det godt, at du  handler nu og søger hjælp hos os.

Du virker som en person, der gerne vil have styr på dit liv, og derfor har behov for at finde frem til personer, der kan hjælpe dig.

Jeg kan også se, at du er et menneske, der ikke har det så godt med at leve med rod og løgn. Lige nu har du tilmed samlet mod og kræfter til at rykke dig fri af din fastlåste situation. Til trods for at du er presset, kan du tænke på de mennesker, der er omkring dig. For du skriver, at du er i et misbrug, og at du er bekymret for, om dine venner også bliver rodet ind i det.

Det er ikke rimeligt at kalde dig selv et ‘dårligt menneske’, når du på den måde tænker på andre mennesker. Når man står i en usikker situation, er det nemt at vende frustrationen indad  og ‘skælde sig selv ud’.

Mon du går på en skole? Har et arbejde? Kan bruge alle dagens timer på dig selv? Jeg ved ikke så meget om dig.

Du skriver, at du lige er flyttet til en by langt væk fra din familie. Jeg kan dog ikke se, hvorfor du er flyttet så langt væk. Måske er du flyttet for at starte på en frisk, eller måske er der en helt anden grund.

Måske har det hele hobet sig så meget op for dig, at det er nødvendigt at få noget hjælp til at få ryddet op. Selvom man er 18 år, kan det for de fleste være rigtig svært at stå helt alene med det hele.

Derfor tror jeg, at du skal have noget hjælp fra den kommune, du bor i. De fleste kommuner har en ungdomsrådgivning, som man også kan bruge når man er over 18 år. Det er nemlig ikke så usædvanligt, at tingene falder sammen, når man er flyttet hjemmefra i så ung en alder.

Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge. Her kan du fortælle om din situation. Så kan kommunen fortælle dig om, hvordan de vil hjælpe dig. Som sagt: Du har behov for – men også ret til – hjælp. Du vil blive mødt af voksne, der er vant til at tale med unge, der i en periode har brug for noget støtte.

Tal også med personen om dit misbrug. Måske har du også brug for et forløb i et rusmiddelcenter. Det vil typisk foregå sådan, at man kommer til nogle samtaler med en misbrugsbehandler i en periode. Jeg kender mange unge, der er kommet ud af misbrug, når de har fået hjælp. Der er hjælp at hente når du får talt med en ungdomsrådgiver hos kommunen.

Der er også hjælp at hente andre steder. Samtidigt med at du tager kontakt til kommunens ungdomsrådgivning, kan du overveje at kontakte https://www.misbrugsportalen.dk/

Nu ved jeg ikke, om du har kontakt til en læge, der hvor du bor. Men hvis det er muligt for dig at komme til lægen, kan der være hjælp at hende hos ham eller hende. Lægen skal også have overblik over, hvilke muligheder du har for hjælp og støtte, der hvor du bor. Lægen har pligt til at hjælpe dig.

Derudover kan jeg se, at du føler dig ramt af ensomhed – det er jo ikke underligt. For du må føle dig så alene med alle de udfordringer. Headspace giver dig mulighed for at tale med nogen, der ved noget om at være ung, ensom og have det svært. Jeg tror, at du vil føle dig godt hjulpet af samtaler hos Headspace. Du kan her tale med den samme rådgiver flere gange.

Hvis du syntes, at det er svært eller uoverskueligt, er du meget velkommen til at kontakte BørneTelefonens bisiddere på tlf. 35 55 55 59 – og tast 2. Så hjælper de dig videre. De har også andre ideer og muligheder, hvis du ikke føler dig hjulpet af mulighederne i dette svar.

Jeg håber, at du meget snart får noget hjælp, så du kan komme godt i gang med dit ungdomsliv.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat