Er det psykisk vold?
Jeg er en ung pige der er flyttet hjemmefra.
Jeg har altid haft en mor, som i mine øjne har virket meget grænseoverskridende. Bla har hun givet mig skylden, når min psykisk syge bror gik amok.
Men det der er begyndt at gøre rigtig ondt på mig og som jeg slet ikke kan have mere, er den måde min mor “jorder” mig på.
Min mor har jeg ikke set i over eet år. Hun kom herind hvor jeg bor og sagde: “Der har jo altid været et eller andet med dig”. Hun tog en bagatel sag op, som lå år tilbage, hvor hun fortalte mig, at jeg var en skuffelse, at jeg havde skyld. I mine øjne et angreb. Jeg sagde at jeg blev meget ked af det men hun forstod mig slet ikke. Sagde bare, at jeg “misforstod” og at ikke kunne modtage hendes kærlighed.
Min mor har også sagt til mig at jeg har skrevet en “uforskammet mail” til hende niece og hendes mand. Kort sagt, er det en løgn min mor fortalte mig. Jeg har tjekkket det. Når jeg påpeger de her tig så svarer min mor ikke. Hun forholder sig ikke til at hun krænker mig.
Jeg er meget vred og ydmyget over, at hun går så langt, så hun fortæller mig en løgn om, at jeg har opført mig skidt overfor andre.
Jeg ser et mønster med, at min mor siger aller gør een ting, ( siger hun elsker mig) men i sine handlinger, så udstiller hun mig, lyver, bagtaler, krænker og nedgør mig. Og påtaler jeg det, så siger hun det ikke passer eller at jeg “fordrejer” de her ting!
Jeg har det så skidt med at min mor hun igen har løjet og forleden dag skrevet, at mails som jeg skrev i marts, ja de var “låst” s hun ikke kunne læse dem. Hun skriver så bare at jeg skal vente, hun vil skrive tilbage i maj!
Jeg er så træt af, at ting, hendes væremåde som er grov og gør mig ked af det, ja hun burde jo lytte og gøre sig umage og ændre adfærd. At skrive at hun ikke svarer før maj måned fortæller mig endnu engang, at jeg ikke er vigtig for hende.
Jeg er så vant til at leve i det her. Men efter at jeg er flyttet hjemmefra og hendes “påfund” bliver flere og på flere planer ( bla det med den mail- at pålægge mig skyld for det) ja jeg vil det ikke mere. Jeg bliver nedbrudt og mit selvværd er helt nede.
Min egen mor lyver, udstiller mig og når jeg omtaler sårbare og svære ting fra fortiden, ting jeg husker, så gider hun ikke forholde sig til det! Hun har skrevet en mail til mig hvor hun skrev: “Du skal have professionel hjælp til at se mildere på andre mennesker”… En mail som i mine øjne igen lægger skylden over på mig. Hun er selv helt og aldeles uden ansvar for noget.
Er det normalt at en mor er sådan? Min læge som jeg har talt kort med, siger at hun mener at min mor har en personlighedsforstyrrelse. At hun ikke kan føle empati og ikke forstår at hun manipulerer og krænker. Men jeg spørger igen og igen om jeg ER sart? Om hvordan det hænger sammen men at hun skriver, at hun vil mig det godt men samtidig slet ikke kan tage til sig, at hun kommer ind og besøger mig og er intens fejlfinder!??!
Hvornår er noget psykisk vold? Skal man være sammen med mennesker som benægter et mønster af løgne, ydmygelser og ikke “gider” svare på de ting man fortæller dem gør ondt?
Igen, jeg kan ikke fastholde min egen mavefornemmelse. For jeg har lært at hvad jeg mener, føler og siger ikke har værdi.
Jeg tror ikke min mor kan ændre sig. Jeg tror hun vil vedblive med at krænke og jeg har jo slet ikke lyst til at se hende mere, hun har gjort mig bange.
Med venlig hilsen
Den ydmygende datter
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
