Brev

Er bange for at være alene/mørket

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S på 14 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til Brevkassen for at få hjælp til din frygt. Jeg kan godt forstå, at det går dig på, at du ikke føler dig tryg. Det må ikke være rart for dig. Jeg vil forsøge at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Først vil jeg sige til dig, at der er mange børn og unge, der ligesom du, oplever at frygte eller være angste for noget i en periode. Nogle er bange for konkrete ting, som klovne, at være alene hjemme eller bange for, at der skal ske dem noget, sådan som du beskriver, at du er. Andre kan være bange for at være sammen med andre mennesker eller bange for ikke at være gode nok. Det er heldigvis alt sammen noget, man kan få til at forsvinde igen. Det kan være svært at sige, hvad frygten eller angsten kommer af. For nogle kommer den, fordi de har oplevet noget de blev bange for, eller fx har set noget uhyggeligt i fjernsynet. For andre kommer den bare lige så stille, og bliver måske værre eller der bliver flere ting, som man pludselig er bange for, uden at vide hvorfor. Det er helt normalt.

For at komme af med frygten tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogle voksne om, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig med, at du igen kan føle dig tryg. Jeg tænker på, om dine forældre mon ved, hvordan du har det? Måske kunne det hjælpe, at tale med dem om det. Det kan være, at I sammen kan finde på nogle ting, som kan gøre dig mere tryg? Fx hvordan du kan komme til at føle dig mere tryg, når du er alene hjemme?

Jeg synes, det er en rigtig god idé, at du har fundet på, at have din læselampe tændt om natten, så du ikke vågner op, og frygter, at der er noget ubehageligt på værelset, som du ikke kan se i mørket. Ved at have læselampen tændt, hjælper du dig selv med at føle dig tryg, og det er rigtig godt, at du kan gøre det. Jeg tror, det ville være en stor hjælp, hvis du kunne finde på flere af den slags ting. Hvad skal der til for at du tør at gå ud fra dit værelse om natten, hvis du skal på toilettet? Ville det hjælpe, hvis lyset uden for dit værelse var tændt? Kan du forestille dig, at du har en usynlig ven eller hjælper, som går med dig, så du ikke er alene? Det lyder måske lidt fjollet, men for mange har det været en hjælp, til at overvinde frygten, hvis de har haft sådan en usynlig ven eller hjælper, som de har kunnet støtte sig til, og som de har følt, kunne hjælpe med at passe på dem. Det kan også være, at du har en bamse, dukke eller anden ting, som du har været glad for, da du var lille, som du kan tage frem igen og bruge som din ’beskytter’, der hjælper med at passe på dig, når du går ud fra dit værelse. Hvordan tror du, at det kunne være?

Du skriver, at du er bange for at blive overfaldet, voldtaget eller kidnappet. Jeg tænker på, hvornår den angst dukker op hos dig? Er det fx hvis du skal gå alene hjem om aftenen eller er det også om dagen? Hvis du taler med dine forældre om det, kan I måske aftale, at du skal ringe, hvis du fx har været på besøg hos en veninde, så de ved, at du er på vej hjem. Det kan også være, at du har brug for at tale i telefon med en af dine forældre eller en veninde hele vejen hjem, eller måske kan dine forældre gå dig i møde? Jeg håber, mine idéer giver mening for dig. Selv om det måske ikke lige er det, du har brug for, håber jeg, du kan bruge dem som inspiration til, sammen med dine forældre eller måske andre voksne, at finde på nogle ting, der kan hjælpe dig med at føle dig tryg.

I teenageårene, som du jo er i, sker der en hel masse i kroppen, man går fra barn til ung og senere til voksen. Der sker også en masse udvikling i hjernen og det er helt normalt at tankerne myldrer frem, det kan både være rare tanker, men kan også være tanker som gør en bange eller utryg. I langt de fleste tilfælde er tanker bare tanker og ikke virkelighed og det kan være godt med nogle redskaber til at få ro på tankemylderet. Du er god til at forsøge at finde redskaber, bl.a. med lys om natten, måske kunne du også prøve nogle afspændings- eller åndedrætsøvelser. Åndedrætsøvelser med tre dybe vejrtrækninger er rigtig gode til at bruge for at få ilt til kroppen og slappe af. Øv dig i at trække vejret langsomt og roligt helt ned i bunden af lungerne, det er med til at bremse kroppen og tankerne og gå ned i tempo. Træk vejret ind, mens du tæller 21-22-23-24-25 og ånd ud igen, men du tæller 21-22-23-24-25. Gentag øvelsen mindst 3 gange så du får ro i kroppen. Du kan også lytte til noget afslappende musik. En anden måde at tackle uro/angst på kan også være at have papir liggende ved din seng og hvis frygten så melder sig at skrive de tanker ned du har, så du ligesom får dem ud af kroppen. Herved får du mulighed for at lægge dem væk og sige til dig selv, nu ligger de her og kan bo der til i morgen, så jeg kan sove trygt og godt. Generelt kan det være en god ide at skabe dig et godt og rart aftenritual, hvor du sidder og "lukker ned for dagen og for dine tanker", på en hyggelig måde. Lav fx en god kop te eller noget andet du godt kan lide. Sæt dig i en god stol/sengen og tænk på nogle af de dejlige ting, der er sket for dig i løbet af dagen og måske gode ting som skal ske i morgen. Hjælp dine tanker væk fra de bekymrende tanker til mere positive tanker. Jeg er klar over det slet ikke er så let, men måske du har lyst til at prøve nogle af forslagene, måske en af dem, er lige den rette for dig?

I forhold til din skræk for klovne kan du måske også prøve at snakke med dine forældre om, hvad det er ved klovne, du synes, der er så uhyggeligt. Er det malingen i ansigtet, tøjet eller dét, de gør? Nogle gange kan angsten blive mindre, hvis man taler om det, og får sat ord på. Når du er klar til det, kan I måske også sammen finde billeder på nettet af klovne – der findes nemlig mange forskellige slags klovne. Der er både dem med rødt krøllet hår og rød næse, og så er der nogle meget søde (synes jeg) klovne, som har en lille tåre på kinden. De var meget moderne at have som plakater i 1980’erne. Dine forældre kan sikkert godt huske dem. I kan måske også læse lidt om klovnes historie, og hvad de egentlig er for nogen. Ved at nærme dig langsomt på klovne, ved at se på dem og snakke om dem, tænker jeg, at du med tiden måske kan blive mindre bange for dem. Måske har du tidligere oplevet, at du til at starte med var meget bange for noget, fx en hund, en høj rutschebane eller noget helt andet. Når du så har set dét, du var bange for lidt an, og har nærmet dig langsomt, var du til sidst ikke længere bange for det. Har du mon oplevet det? Og hvem ved, måske bliver du en dag modig nok til at gå i cirkus og se klovne.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat