Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er bange for at jeg har kræft eller andre sygdomme

Hej

jeg er en dreng på 13 år, og her det sidste halve år har jeg været meget bange for at er syg med kræft,diabetes eller anden sygdom.

Jeg har set nogle symptomer på noget som kræft og diabetes, og jeg synes mange passer rimelig godt fx. her det sidste halve år har jeg haft meget tit ondt i hovet og har fået en susen i ørene når der er stille.

Stoppede så også til fodbold her i januar og så dyrker jeg ikke noget motion men spiser en del slik og Chips, og er så nu bliver jeg meget let forpustet og det er mange af symptomerne på diabetes. Jeg ved ikke helt om det her er rigtig men fordi jeg få ca 2 måneder siden er vores internet roder blevet flyttet ind på mit værelse, og jeg har hørt det kan give hjerne kræft og ja jeg har nogle symptomer for det. 

Jeg har været til læge nogle gange med fx jeg tit har hovedpine og det med tinitus og de siger bare jeg skal huske og spise og drikke og sove nok. Med det med tinitus var der intet galt så de sagde bare jeg skulle ignorere det. Så jeg har ikke fået taget nogle prøver andet end i ørene og det hjalp ikke.

Så jeg er stadig bange for jeg er syg, men mine forældrer siger altid bare at jeg ikke er syg og sådan noget og jeg er for tit til læge fordi jeg også tideligere havde brækket noget og været til lægen mange gange. Så jeg er stadig mega bange hjælp.

Ondskyld hvis mit spørgsmål var meget langt

kh dreng på 13 år

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år

Dit brev er slet ikke for langt, og du skal slet ikke undskylde noget. Det kan faktisk være rart at få lange breve, for så står der som regel flere detaljer, og det er godt, når man skal forstå din situation.

Jeg kan høre, at du har mange bange tanker omkring sygdom, og det er der ikke noget at sige til, hvis du fx har læst en masse om tingene på nettet.
Det er smart, at man kan slå alt op på nettet, hvis der er noget, man gerne vil vide. Men det kan også være farligt, fordi man kan blive helt bange for nogle af de ting, man læser om. 

Nogle gange kan man faktisk komme til at "tænke symptomer frem", uden at man er syg. Det sker, fordi man bliver bekymret over noget, og til sidst kan man nærmest ikke tænke på andet. Når man har det sådan, kan man få helt ondt i hovedet af at tænke så meget på det, det kan være svært at falde i søvn osv. Hvis man ikke sover nok, så bliver det hele meget værre, og man kan også få susen for ørerne. Er det noget, du kan genkende?

Jeg vil mene, at du skal stole på dét, lægen siger; nemlig at du ikke fejler noget fysisk. Ellers ville de nok have opdaget det. Men det lyder til gengæld også som om, at tankerne kommer til at påvirke dig, og hvordan du har det, så du har svært ved at slappe af. Og sådan skal det ikke være.

Jeg synes derfor, at du skal tale med dine forældre om, at du altså er rigtig bange for de her ting. Og at det fylder så meget for dig, at du ikke kan slippe tankerne.

Selvom du har været ved lægen en masse gange, og han/hun siger, at du ikke fejler noget fysisk, så har du stadig brug for hjælp.
Hvis du følelsesmæssigt eller tankemæssigt har det så skidt med bestemte ting, som får dig til at få det skidt fysisk, så skal både dine forældre og lægen lytte til dig. 

Ud fra det du skriver, så tænker jeg, at det måske kunne være en idé at få talt med en psykolog?
En psykolog kan hjælpe dig med at få styr på tankerne, og hjælpe dig med at finde ro og måder at undgå at blive bange for de ting, der bekymrer dig.

Måske kunne du vise dit brev og mit svar til dine forældre? For det er vigtigt, at de forstår, at det ikke er antallet af gange, man går til lægen, der betyder noget. Det, der betyder noget, er, at du får det bedre. Og det har du ikke fået endnu. Nogle gange skal der én snak til for at få det bedre, mens der andre gange skal 5 eller flere snakke til. 

Lige nu fylder de bange tanker i hvert fald for meget. Derfor skal du fortsat søge hjælp hos lægen, som kan henvise dig til en psykolog, så du kan få den hjælp, du har brug for.

Du kan måske kigge på vores guide til "at finde ro", når man er bange og utryg. Den ligger her på hjemmesiden: https://bornetelefonen.dk/find-ro-0
Til sidst vil jeg sige, at hvis du har brug for at tale med en voksen, så kan du altid kontakte BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis.
Vi vil meget gerne tale med dig. 

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat