Kære pige på 10 år
Tak for dit brev. Jeg vil forsøge at hjælpe dig lidt videre.
Du skriver, at du er bange for at miste din friske farmor på snart 80 år. Det kan jeg godt forstå. Det er helt normalt er være bange for at miste dem, man holder allermest af. Det er utrolig rørende at høre, at I har sådan et tæt forhold! Har du talt med hende om, at du er bange for at miste hende?
At tale med hende om det kunne måske hjælpe dig i forhold til, ikke at være alene med de tanker? Super godt, at du skriver herind og fortæller om dem.
Det er svært at vide, hvornår mennesker dør. Derfor gælder det om at prøve at nyde den tid, som man har. Brug tid sammen med hende, og tal med hende om de tanker du har. Jeg tror hun vil blive meget rørt, hvis du fortæller hende, hvor højt du elsker hende.
Du skriver også, at hvis du mister din farmor, så mister du kontakten til din fætter og kusiner. Jeg tror måske, at du tænker sådan, fordi I mest ses hos din farmor? Måske I kunne begynde at ses på andre tidspunkter også? Hvad tænker du mon om det?
Jeg bliver bekymret, når du skriver, at du græder på toilettet hver dag, og når du skriver, at dine forældre er dumme og ikke lytter til dig. Måske du også kan tale med din farmor om det? Hvis både hun og du taler med din far om, at du ikke har det godt i skolen vil han måske lytte?
I skolen kunne du måske tale med en lærer om, at du er ked af det? Eller er der måske en anden voksen i skolen, som du kan tale med? Når man har det dårligt i skolen, så skal de voksne faktisk hjælpe. Du har været så sej, at skrive om hvordan du har det til os. Måske kan du også sige det til en i skolen nu?
En anden mulighed kunne være at skrive et brev til dine forældre om at skifte skole. Her sender jeg dig et link til en guide fra BørneTelefonens hjemmeside til, hvordan man kan skrive et brev: https://bornetelefonen.dk/skriv/
Nogle gange kan det være nemmere at få nogle ting sagt, hvis man kan skrive det i stedet for at sige det. Måske det kunne hjælpe dig. Det håber jeg, at du ville have mod på at prøve.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Hvis du stadig har nogle tanker, som du vil dele med os, så er du altid velkommen til at skrive ind på: https://bornetelefonen.dk/faa-hjaelp/ eller ringe på nummer: 1161111
Kærlig hilsen
BørneTelefonen