Efterskole eller ej?
Hej 🙂
Jeg er virkelig frustreret for tiden.
Jeg går i 9. klasse, og skal efter sommerferien nok på efterskole. Siden starten af skoleåret har jeg snakket med mine forældre om efterskole, og jeg har bare aldrig haft lysten til at tage afsted. Mine forældre, derimod, vil rigtig gerne have at jeg tager afsted. Altså jeg har virkelig ikke lyst, jeg tror ikke at det er noget for mig. Jeg vil virkelig gerne bare på gymnasie, men alligevel er jeg helt klar over, at det er det mest fornuftige at tage på efterskole. Jeg har nemlig en form for angst.
Min mor og jeg var forleden ude og se på den efterskole jeg så nok skulle gå på, hvis jeg skal på efterskole. Jeg var helt rolig på bilturen, men da vi skulle til at stige ud af bilen på parkeringspladsen, kunne jeg bare ikke gå ind. Jeg begyndte at tudbrøle og jeg ville bare ikke ind. Min mor forstod mig simpelthen ikke, hvilket også er forståeligt; jeg forstår det heller ikke selv. Men det er bare sådan jeg har det. Jeg ved ikke hvad jeg var bange for, men jeg har aldrig nogensinde haft lyst til at gå til noget i min fritid, og jeg har altid været sådan når jeg skulle møde nye mennesker osv.
En anden gang hvor jeg skulle fremlægge min engelskpræsentation i klassen, begyndte jeg også at græde fordi at jeg blev nervøs. Ikke hysterisk, men jeg græd. Og det er mærkeligt, for jeg er en af de bedste til engelsk i min klasse, men når jeg læse engelsk op/snakker engelsk foran andre, så snubler jeg over ordene og kan ikke finde ud af, at tale lige så godt engelsk som jeg gør enten alene eller med mine veninder??? Så jeg har virkelig brug for, at arbejde på det der angst, og jeg tænker, at et ophold på en efterskole ville kunne hjælpe på det.
Den anden grund til, at jeg ved, at det er det mest fornuftige at tage på efterskole er, at jeg har hørt om folk der har taget på efterskole og derefter har haft det meget nemmere i gymnasiet. Jeg er en klog pige, men jeg ved ikke om jeg er 100 procent klar til lektiepresset på gymnasiet eller det med at være aktiv i timerne, og det kunne jeg bare godt tænke mig at være.
Men som sagt har jeg bare virkelig ikke lyst til at tage på hverken efterskole eller 10. klasse. Jeg bliver bare helt ked af, at tænke på, at jeg nok skal. På fredag skal jeg på besøgsdag på mit drømmegymnasie med min veninde, og jeg håber på, at finde ud af, om jeg ville være fagligt klar til gymnasiet efter det. Måske kunne jeg gå til noget psykolog eller noget, hvor jeg kunne blive bedre til at håndtere min angst og til at blive bedre til at række hånden op i timerne og at lave engelskpræsentationer?
Men hvad skal jeg stille op? For jeg har virkelig, VIRKELIG ikke lyst til at tage på efterskole. Please, please hjælp mig!
Venlig hilsen A.