Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Dødsangst

Hej jeg er en pige på 15
Min pap farfar døde for ca et år siden og det har jeg spekuleret og været bange for fordi jeg tror jeg har dødsangst og det påvirker min hverdage virkelig meget. Jeg er bange for at dø og jeg tror jeg skal dø. Jeg ved ikke om dødsangst er farligt og om man kan dø af det men det føler jeg man kan. Så jeg ville spørge om i ved om dødsangst er farligt

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit fine brev. Det er en styrke at bede om hjælp, når man har brug for det. Det er derfor rigtig godt og modigt, at du besluttede dig for at skrive til BørneTelefonen.

Jeg tror, at rigtig mange kender til at have perioder, hvor de er bange for at dø. På den måde er du ikke alene med dine bekymringer og tanker. Som regel vil tankerne forsvinde igen efter lidt tid, men det kan selvfølgelig være ubehageligt imens det står på. Derfor er det også rigtig godt, at du har haft mod på at skrive herind for hjælp.

Du skriver, at din pap farfar døde for cirka et år siden. Det kan jeg godt forstå, du synes er hårdt og påvirker din hverdag. Sorg er en stærk følelse og kan fylde meget og vare lang tid.

Der kan opstå nye tanker og bekymringer, som kan vokse, hvis man ikke fortæller det til nogen. Har du snakket med dine forældre om at din pap farfar døde? Nogen gange kan det nemlig lette at snakke om sine tanker. De har måske selv oplevet at have sådan nogen tanker. Hvad tænker du om det? Hvis du har lyst, så kan du finde nogle gode råd til sorg her.

Du skriver, at du er bange for at dø. Det lyder ikke rart at have det sådan. Du spørger også, om dødsangst er fagligt. Det er det ikke. Men det kan være meget ubehageligt at tænke og føle at man er bange for at dø. Så jeg kan godt forstå, at du spørger om hjælp.

Jeg tænker det vil være rart for dig med hjælp til, hvordan du kan få lidt ro på din frygt. Derfor vil jeg i brevet her komme med nogle forslag til, hvordan du kan håndtere din frygt og bange tanker. Det håber jeg er ok med dig.

Tal med nogen om det – Når du er bange og utryg, skal du ikke gå alene med det. Tænk på, at vi alle sammen ind imellem har det svært på forskellig vis. Det er helt ok at bede om hjælp. Når man fortæller om sine tanker, får man ofte lidt mere ro indeni. Derfor vil jeg foreslå dig at du fortæller om dine tanker til dine forældre eller andre voksne nær dig, som du er tryg ved.

Tænk på noget andet – Når du mærker uro, så prøv at forestille dig, at du er et rigtig rart sted, hvor du plejer at have det godt og være tryg. Det kan måske bremse de urolige tanker og bekymringer. Tænk på, at du ikke vil finde dig i, at urolige tanker skal forstyrre sig og ødelægge din dag. Tænk på nogle neutrale ting, så din tænkehjerne kommer så meget på arbejde, at der slet ikke bliver plads til, at følelserne tager over.

Få ro i kroppen – Øv dig i at trække vejret stille og roligt, fordi det kan hjælpe dig med at genfinde roen, hvis du bliver urolig. Træk vejret stille og roligt og forestil dig, at du puster uroen / angsten ud. Hold hånden på din mave lige omkring navlen. Når du trækker vejret, mærker du, at hånden hæver sig, når du trækker vejret ind, og sænker sig, når du puster ud.

Lav en handleplan – Det kan også være at det ville være rart for dig at skrive en plan til, hvad du kan gøre når tanker om døden overtager. Hvis du har mod på det, kan du bruge BørneTelefonens guide til at få ro på tankerne.

Hvis du har lyst til at snakke med andre end din familie om din sorg eller dine tanker om døden, så kan en mulighed være at snakke med en psykolog. Når man er imellem 15 og 25 år, så kan man også få gratis psykologhjælp igennem kommunen.

En psykolog kan hjælpe rigtig meget i forhold til at dæmpe de bekymrende tanker, så du kan få det bedre. Du kan her i oversigten se, om du kan få gratis psykologhjælp igennem din kommune: Gratis psykologhjælp. Har du mon mere lyst til det?

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at rådene ovenfor kan være en hjælp for dig. Ellers skal du vide, at du altid er meget velkommen til at ringe ellers skrive til os på 116 111 – Nogle gange kan det være rigtig rart med en uddybende snak om det der er svært.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat