Dette var så mit liv.
Hej.
Jeg har tænkt meget over om jeg skulle skrive herinde eller ej, men jeg tror ikke jeg kan gå en dag mere uden at fortælle nogle min historie.
Da jeg var 14 år havde jeg en kæreste som en dag slog mig og kaldte mig en masse ting. Han jagtede mig igennem byen, og overfaldte mig på tog stationen. Jeg tog toget hjem, efter han var blevet fjernet af en vagt.
Da jeg kom hjem fortalte jeg ingenting til min mor, for jeg synes faktisk det var lidt pineligt. Jeg var så ked af det i lang, og kom ikke i skole i en hel uge, da jeg ikke kunne få mig selv til at stå op, jeg havde blå mærker over alt også i ansigtet, så jeg vidste også bare at folk ville spørge mig om hvad der var sket, og jeg kunne simpelhen ikke overskue at skulle lyve, så jeg blev hjemme.
Som dagene gik, fik jeg mindre og mindre søvn + jeg stoppede med at spise ikke fordi jeg ville blive tyndere jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre noget som helst. Jeg kom så i skole igen, men sad bare og kiggede ud af vinduet også gik jeg heletiden op på toilettet når jeg ikke kunne holde tårne inde længere.
Som tiden gik fik jeg det dårligere og dårligere med mig selv. Til sidst fik jeg det så dårligt jeg begyndte på selvskade. Jeg gjorde alt for at føle andet end det jeg følte inde i mig selv. Jeg mistede mange af mine veninder fordi jeg skubbede dem væk. Jeg mistede alt.
Når jeg kom hjem fra skole, lå jeg også bare og græd i flere timer og om natten fik jeg ingen søvn. Jeg var engang vågen i 96 timer, altså 4 dage. Jeg kunne simpelhen ikke. Hver gang jeg lukkede mine øjne, genlevede jeg episoden, om og om igen. Som tiden gik, blev jeg ved med at skære i mig selv. Jeg har brugt det sidste år på at hive mig selv op igen, og gøre alt for at få det bedre. Men i sommers gik det helt galt igen, jeg kunne ikke gøre noget som helst, jeg ville bare ikke leve mere. Jeg følte mig så død inden i.
Jeg besluttede mig for at nu ville jeg ikke mere, nu var det mit sidste farvel, jeg sagde farvel til mine venner sidste skole dag, og alle var kede af det, så ingen lagde mærke til at jeg sagde rigtigt farvel. To aftner efter, gik jeg over broen hvor toget køre under, og jeg var helt klar, nu var det nu.
Jeg stillede mig op og da jeg skulle til at hoppe over, så kommer der en ikke så gammel pige, og jeg kendte hende godt. Det var min eks flirts lille søster. Og hun begyndte at råbe efter mig, også begyndte hun at græde, jeg græd også.
Jeg kom i tanke om at hvis en pige som knap nok kender mig kan blive så ked af det, hvad så ikke med min familie, og venner? Hvordan ville de ikke reagere? Dem kunne jeg da ikke bare forlade. Så J. hed hun, gav mig et kæmpe karm og spurgte om hun skulle ringe efter nogle, jeg svarede bare nej også gik vi hvert til sit. Jeg tænkte over hvad jeg ikke lige havde gjort ved hende, jeg skræmte hende for hvid og sans.
Jeg tænker da stadig på selvmord næsten hver eneste dag, men der er langt fra tanke til handling. Jeg skær også stadig i mig, men det er slet ikke som det var engang. Selvom det der sket med min eks, er så langtid siden, så vågner jeg stadig skrigende op om natten, fordi jeg har mareridt om ham.
Jeg ved ikke hvad der er mig, men det er som om jeg ingenting føler længere, som om jeg slet ikke kan føle. Jeg er bare helt tom inden i. Jeg kan ikke holde af nogle, jeg prøver men ender altid med at ødelægge det, på en eller anden måde.
Jeg har mistet en kæmpe del af mig selv. Jeg er ikke længere den glade pige, jeg er pigen som altid har et smil på læben, men samtidig tåre i øjne, det er der bare ingen der ser. Jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og alt jeg bare har lyst til er at forsvinde, ned i et stort hul.