Kære pige på 12 år,
Tak for dit brev. Du er ikke alene med din oplevelse. Der er mange, både piger og drenge, der har oplevet det samme som dig. Det er nemlig både nemt og sjovt at snakke med mennesker på nettet, og det kan virke meget spændende at prøve forskellige ting af – fx at sende nøgenbilleder.
Men faktisk er det ulovligt at have billeder af nøgne børn og at lægge dem ud på nettet. Hvis du kender ham, du Skypede med, eller hvis I kan Skype sammen igen, kan du fortælle ham, at du har undersøgt sagen og snakket med en voksen – og nu ved, at det faktisk er ulovligt, det han gør lige nu.
Hvis du ikke kan tale med ham igen, kan politiet måske hjælpe dig. Du skal samle alle de informationer, du har om ham. Hans brugernavn, hans rigtige navn (hvis du har det), hvor han kommer fra, og hvordan han ser ud.
Selvom det kan være svært, vil det nok være godt for dig, at få talt med en voksen om det, der er sket, fx din mor og far.
De kan også hjælpe dig med at anmelde ham til politiet, hvis I beslutter det. Det er ret vigtigt, at han bliver anmeldt - særligt hvis det er en voksen.
De vil også kunne trøste og støtte dig, for det kan være lidt hårdt at gå rundt med de bekymringer og tanker, du nok har lige nu.
Jeg ved fra andre, jeg har snakket med, at det kan føles meget svært at fortælle ens forældre, hvad der er sket. Mange føler sig flove og er også nervøse for, om deres forældre bliver sure eller skuffede. Mon du også har det sådan?
Selvom ens forældre kan blive chokerede og måske lidt vrede over historien, vil de garanteret meget gerne vide det alligevel, så de kan hjælpe og støtte dig. Grunden til, at de f.eks. kan blive sure, er sikkert, at de bliver bekymrede.
Måske har du mod på at vise dine forældre dit brev sammen med mit svar? På den måde kan dine forældre selv læse om det, der er sket – og de kan også læse, at du ikke er den eneste, der har oplevet sådan noget på nettet.
I kan også sammen læse mere om, hvad man kan gøre i hæftet “Har du været nøgen på nettet?”.
Jeg håber, at du har fundet hjælp i mit svar. Du er altid meget velkommen til at ringe herind til os på BørneTelefonen på 116111. De bedste tanker og hilsner
BørneTelefonen