Kære 13-årig
Tak for dit brev. Og tak for, at du har vist det store mod det må have krævet for dig at skrive herind. Jeg kan godt forstå, at du synes, det var en ubehagelig oplevelse. Og jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kan få det bedre.
Men først vil jeg gerne sige til dig, at der ikke er nogen som helst grund til, at du skal hade dig selv. Når man er ung, er det helt naturligt at man vil prøve nogle ting – også at livestreame. Og det er også en helt almindelig fejl, at man kommer til at tro, at man har sluttet streamingen.
Du fortæller ikke i dit brev, hvad der skete på din livestreaming. Måske viste du noget? Måske fortalte du om noget? Det er selvfølgelig altid vigtigt at tænke over, hvad man ligger op og hvem der kan se det. Når jeg læser dit brev, virker det også som om, du har gjort dig gode overvejelser om det – og det synes jeg også, du skal fortsætte med at gøre.
Du fortæller, at det var vigtigt for dig ikke at vise dit ansigt. Derfor er det ikke rart for dig, når det alligevel sker ved en fejl. Og det er heller ikke rart, at andre laver sjov med ens fejl. Men jeg kan forestille mig, at dem, der så livestreamingen sikkert allerede har glemt alt om det? Sådan noget fylder nemlig oftest mest for den, det sker for.
Det var fornuftigt af dig, at du valgte at slette din bruger. På den måde kommer du nemlig ud af det – og dem, der måske har set dit ansigt, kan ikke kontakte dig.
Du skriver du er bange, meget bange? Jeg bliver nysgerrig på, hvad det mon er du er bange for? At dem, der har set hvem du er vil tage kontakt til dig? At de vil grine af dig? At de vil sprede rygter? Eller måske noget helt andet? Du har gjort det rigtige, ved at slette din profil og jeg håber ikke du hører mere fra nogen der har set det. Vi laver alle fejl i livet og det lærer vi af. Hvis der ligger mere bag din følelse af at være bange, så ring til os på BørneTelefonen. Her sidder søde rådgivere klar til at lytte og hjælpe dig til at få det bedre.
Du skriver i dit brev, at du ikke vil fortælle om det til dine forældre. Men jeg synes alligevel, at du skal overveje at fortælle det til dine forældre eller en anden voksen, du stoler på. Og det synes jeg, fordi det er vigtigt, at du ikke går alene med dine tanker og bekymringer. Du har vist mod ved at skrive til os. Dette mod håber jeg du også vil bruge til at få en snak med en voksen tæt på dig. Husk på voksne har også lavet fejl i deres liv, så de kender godt til det.
Hvis du ikke synes, du har lyst til at snakke med dine forældre om det, kunne du måske snakke med en af de andre voksne fra familien? Eller måske en af dine lærere i skolen? Hvis der er en voksen omkring dig, der ved, hvordan du har det, kan han eller hun nemlig trøste dig, hvis du bliver ked af det. Eller snakke med dig, hvis du får brug for at snakke.
Jeg håber, du har fået lyst til at overveje nogle af mine idéer. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
