Kære M
Tak for dit brev. Det lyder til, at der ikke er en særlig god stemning i din klasse. Det er sejt og godt, at du skriver herind. Det kan være meget ubehageligt at være bange for andre, specielt når man ved, at de andre kan gøre slemme ting. Man skal ikke være bange, når man går i skole.
Jeg har skrevet forskellige muligheder, som kan være med til at ændre situationen. Jeg har lavet dem som punkter for at gøre det mere overskueligt for dig. Du kan læse dem igennem og mærke efter, om der er en eller flere af tingene, som du har mod på at gøre.
-
At få hjælp fra voksne på skolen:
Når der ikke er en god stemning i klassen, så er det vigtigt at tale med
lærerne om det. De skal nemlig hjælpe med, at der er god stemning i klassen, så I ikke er bange for de 3 klassekammerater eller føler, at de bestemmer over jer. Hvilken lærer ville du have det bedst med at tale med?
Nogle gange kan det være en fordel at vide, hvad man vil sige, når man skal fortælle det til en voksen. For eksempel er det ret tit godt at give eksempler på noget af det de 3 gør, som gør dig bange. Måske kan det være en hjælp for dig at skrive det ned eller øve dig på det, du vil sige. Ellers er en mulighed at vise din lærer det brev du har skrevet herind. Hvad tænker du om det?
Det kan også være lettere for nogen at sige, hvis de har en ven eller veninde med. Det kan sommetider være rart med en støtte. Vil det være en hjælp for dig?
-
En anden mulighed er at tale med AKT-læreren på din skole. En AKT-lærer kan hjælpe med trivslen i din klasse, det vil sige, hvordan I har det med hinanden i klassen. Hvis du ikke ved, hvem der er AKT-lærer, kan du enten spørge en lærer eller en pædagog om, hvem der er det og så finde AKT-læreren for at fortælle om det der sker i din klasse. Kan det mon være en hjælp?
-
Klassekammeraterne:
Du skriver, at de 3 fra din klasse bestemmer over mange af dem fra klassen. Jeg ved ikke, om du har talt med andre fra din klasse om det der sker. Måske kunne det være en hjælp for dig og de andre at tale sammen om det. Det kan sommetider være rart at have støtte fra andre og sammen finde ud af, hvordan det kan stoppes. Så føler man ikke, at man står med det hele selv. Hvad tænker du om det?
-
Din familie:
En mulighed kan også være, at du taler med dine forældre om, at du er bange for de 3 i din klasse. Du kan tale med dem om, hvad der kan gøres og de kan også kontakte skolen. Hvordan ville det mon være for dig at tale med dine forældre om det?
-
BørneTelefonen:
Du kan også ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale mere om det. Nummeret er 116 111. Du vil være anonym, og det betyder, at vi ikke ved, hvem du er, når du ringer ind.
Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre, så du ikke skal være bange for de 3 klassekammerater længere.
Mange hilsner fra BørneTelefonen