Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Hvor er jeg bare glad for, at du har fundet frem til BørneTelefonen og valgt at skrive til os! Det er nemlig slet ikke i orden, at du bliver slået, og vi vil meget gerne hjælpe dig.
Du elsker at hjælpe folk, hvilket jo er rigtig dejligt, og du er sikkert også en dejlig og god veninde. Jeg gætter på, at du til gengæld sjældent selv har prøvet at bede om hjælp...?
Du lyder som en stærk pige, der på egen hånd har fortalt dine forældre, at vold mod børn er ulovligt. Men, de lytter slet ikke. Derfor er det nu blevet din tur til at bede andre om hjælp.
Du ved selv, hvor glad man kan blive af at hjælpe andre, fordi man ønsker det bedste for dem. Tænk hvis en anden kunne få lov at hjælpe dig (og dine søskende)...? Mon du kender en voksen, som gerne vil have, at du er glad og har det godt...? Måske den voksne er en, du vil fortælle hvordan du og dine søskende har det, og det I bliver udsat for af jeres forældre? Måske er der en god venindes mor eller en voksen på skolen, du har mod på at snakke med?
Det er helt klart, at der er brug for hjælp derhjemme, så dine forældre stopper med at slå og være voldsommer overfor dig og dine søskende. Andre børn og unge, som bliver slået, fortæller ligesom dig, at det gør dem bange, og mange får også selvmordstanker, når man er udsat for vold. Selvmordstankerne kommer fordi det kan være svært at se, hvordan volden kan stoppes, men der er altså muligheder for at få hjælpe til dig og din familie. De har brug for hjælp til at stoppe - og du og dine søskende har ret til at føle jer trygge og glade.
Når du gemmer dig bag en facade og virker som en glad og hjælpsom pige, så er der ingen voksne der ved, at der er brug for hjælp hjemme hos jer. Det betyder også, at dine forældre bliver ved med at slå jer så voldsomt. Ved at skrive ind, har du taget et nyt skridt i retning af at få hjælp til at stoppe volden derhjemme, og det er virkelig godt.
For at volden kan stoppes og I kan få hjælp, er det nødvendigt at fortælle det nogle voksne. Det kan være en lærer, en pædagog, skolepsykolog, sundhedsplejerske, AKT lærer, en venindes mor, en nabo, en træner - hvem mon du tænker kan hjælpe dig her? Den voksne skal så hjælpe dig med at snakke med en fra kommunen, så kommunen kan hjælpe jer - fx med en familievejleder som kan hjælpe jer derhjemme. Du kan også vise dit brev til den voksne, så ved den voksne, hvad der sker derhjemme.
Hvis du ringer ind til os og beder om hjælp, så har vi mulighed for at skrive til din kommune, og sørge for at en fra kommunen kommer ud og snakker med jer, og hjælper jer med at finde ud, hvad der er bedst at gøre. Jeg tror på, at det er en rigtig god og hurtig måde at få hjælp på. Jeg ved, det har hjulpet mange andre børn og unge.
Vi kan også hjælpe dig med en bisidder, en voksen fra BørneTelefonen, som kan snakke med dig og mødes med dig, hvis du har brug for hjælp til at snakke med kommunen og komme godt gennem til hjælp.
Derfor håber jeg, at du har mod på at ringe eller sms'e ind på 116111, så kan vi snakke mere og støtte dig i, at I får hjælp. Du kan fortælle rådgiveren det samme, som du har skrevet her i brevet, så kan vi snakke videre derfra. Vil det være en ide at gøre?
Du har tidligere skåret i dig selv, men er stoppet for din egen skyld. Det synes jeg er virkelig godt gået! Du lader til at have en stor viljestyrke og samtidig være god til at finde hjælp. Jeg håber, at du kan bruge din vijlestyrke til, at du og dine søskende ikke udsættes for vold.
Jeg ønsker virkelig dig og dine søskende det bedste. Ring endelig til os på 116111 - også selv om du måske ikke er parat til at gøre, som jeg foreslår. Vi vil virkelig gerne snakke med dig, og du er 100% anonym, med mindre du selv fortæller os, hvem du er.
Kærlig hilsen BørneTelefonen