Brev

BILLEDER TIL ALLE DRENGENE

Kære BT.

Jeg er en pige på 13 år, som for 3-4 måneder siden fik delt mit billede. Det var et kæmpe chok for mig, så stort, at jeg stadig græder over det hver evig eneste dag.

Jeg sendte et billede af mig selv, hvor man kunne se mit ansigt, til en dreng jeg var lidt interesseret i. Hans ven tog så et billede af det, og sendte det videre til nogle drenge fra min årgang.

For de 3-4 måneder siden sendte jeg mange billeder rundt, og jeg tror det er fordi jeg altid har været lidt større på maven, end alle andre piger. Jeg tror jeg sendte så mange billeder til så mange drenge, fordi jeg ville “bekræfte” at jeg også var god nok.

Der var så en anden dreng der spurgte om han måtte gemme billedet, og jeg sagde ja, fordi jeg troede det ville være sejt. Men nu, fortryder jeg HELT vildt.

Jeg er bange for at han vil sende det ud eller fortælle folk om det, så at jeg vil blive udstillet eller mobbet. Men jeg vil ikke sige han skal slette det, for så er jeg bange for at han bliver mindet om det, og viser hans venner det, eller siger nej.

Jeg føler mig som en billig og beskidt lille luder, eftersom jeg har sendt så mange billeder. Jeg har fortalt mine forældre om det med det billede som blev delt, og de hjælper mig også, men jeg ikke få mig selv til at fortælle dem om det andet billede som er gemt.

De vil tro jeg er billig og de vil blive skuffede. Så har jeg sendt et tredje billede fra en dreng fra min skole som går en klasse over mig, og han har fortalt det til hans ven som går i min parallel klasse.

Så jeg er så mega bange for at komme i skole og blev gjort grin med, eller spurgt om billederne. Jeg har været deprimeret de siden det skete, og har haft de vildeste trust issues. Jeg har ikke gået ud for en dør, fordi jeg er bange for at møde ham som delte mit billede.

Jeg håber i kunne overskue at læse mit brev, og i vil hjælpe mig, eftersom jeg ikke kan tage mere nu. Min veninde ved at mit billede er delt og alt det, men hun tager det ikke seriøst, og vil ikke linde hende om det.

Kh Pigen som ikke kan tage det mere.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tusind tak for dit brev. Jeg er glad for, at du har valgt at skrive til BørneTelefonen.

Det lyder sørme ikke rart, at du føler dig deprimeret, græder og ikke længere har lyst til at gå ud.

Du fortæller, at du nok sendte billederne, for at blive bekræftet i, at du også er god nok. Den følelse af at være god nok, synes jeg faktisk er en vigtig følelse.

Det er en følelse, som vi alle har brug for. Jeg kan forstå, at dine følelser har ændret sig, og at du nu er blevet bekymret for billederne. Jeg synes, det er en vigtig opmærksomhed du har på, at det ikke længere føles rart for dig.

Du skal vide, at det ikke er lovligt at dele billeder af andre uden, at de har sagt ja til det. Og hvis du var nøgen eller delvist nøgen på billedet, så er det endnu mere alvorligt for den, som har delt det. Det er nemlig ulovligt.

Du kan kræve, at dine billeder bliver slettet, og du kan anmelde delingen af dit billede til politiet. Hvis du vil anmelde det til politiet, så vil jeg anbefale, at du får hjælp af en voksen.

Når du har sagt ja til at én person må gemme dit billede, så er det kun til ham selv. Han må ikke dele det med nogen uden at spørge dig. Heller ikke ved at vise sin telefon til andre.

Jeg er glad for at høre, at du har fortalt det til dine forældre og at de har hjulpet dig. Du fortæller også, at de ikke kender til billedet, som er blevet gemt af drengen.

Jeg synes faktisk, det er meget fint af drengen, at spørge dig, om han måtte gemme billedet. Jeg kan sagtens forstå, at du i situationen ikke fik sagt fra, og at du bagefter har fortrudt.

Det er okay og kan ske for alle mennesker, at man får tænkt sig mere om og så skifter mening. Da du sendte billederne føltes det godt, og du kunne ikke vide dengang, hvordan det ville blive senere. Kan du mon følge mig i det?

Det kan være rigtig svært at fortryde noget og bebrejde sig selv. Du fortæller at du har tanker om, at billederne betyder, at du er billig. Det synes jeg er en meget hård og uretfærdig dom over dig selv.

Tror du, at du kunne prøve at tænke mere søde tanker om dig selv? Det, som du har gjort, er meget almindeligt. Rigtig mange børn og unge deler billeder af sig selv hele tiden.

Der er mange, der kontakter BørneTelefonen, som er kommet til at gøre det samme som dig. Jeg sender dig lige et link, hvis du har lyst at læse om det: Breve om at dele billeder

Måske vil det kunne hjælpe dig at fortælle det hele til dine forældre. De har jo hjulpet dig før. Ofte hjælper det, bare det at få det sagt til sine forældre, så du ikke går med det alene.

Jeg er også glad for at høre, at du har en veninde, som du har kunnet fortælle, hvad der er sket.

Jeg ved jo ikke helt, hvordan billederne er, som du har sendt, men der findes også noget, der hedder Slet Det. Der kan du få hjælp til at få slettet eller anmelde krænkende billeder. Du kan også ringe eller skrive til en fortrolig rådgivning. Jeg sender også lige det link, hvis du er interesseret: SletDet

Jeg synes, det er så sejt af dig, at du har valgt at skrive til BørneTelefonen. Det er virkelig godt gået af dig, at du har mærket efter og  gør noget ved det, som ikke længere føles rart for dig. Det er super godt udgangspunkt for at passe på dig.

Jeg ønsker dig kun alt det bedste herfra Børnetelefonen.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat