Kære pige på 12 år.
Mange tak for dit brev. Du er så god til at forklare mig, hvordan du har det. Det er ikke alle, der kan det. Men det hjælper mig til bedre at kunne hjælpe dig.
Lad mig starte med at sige, at nej, du opfører dig absolut ikke som en 5-årig, fordi du gerne vil sove hos dine forældre. Jeg synes tværtimod, at det giver rigtig god mening, når du har de tanker, du har.
Det er meget naturligt, at man som barn og ung pludselig kan opleve at få en masse tanker om liv og død. Det kan være en naturlig del af ens udvikling. Men hvis tankerne fylder for meget, så er det godt at bede om hjælp.
Det lyder til, at du har snakket med dine forældre om det, da du har været til hypnotisør. Det er rigtig godt, at I har prøvet at gøre noget ved det. For det er selvfølgelig ikke meningen, du skal havde det sådan.
Desværre har hypnotisøren ikke rigtig hjulpet. Du fortæller, at dine tanker handler meget om kræft og andre sygdomme. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, om dine tanker har noget at gøre med, at din mor er syg? Det er nemlig meget naturligt at blive bekymret, hvis nogen man elsker meget højt, er syg.
Jeg synes derfor, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med dine forældre om din mors sygdom og dine tanker.
Det kan være, at dine forældre ikke er så gode til at snakke med dig om det, der sker med din mor? De tænker måske, at det er bedst, hvis du ikke ved for meget. For så vil du ikke bekymre dig. Men sådan er det jo ikke. Jo mindre man ved, jo større kan ens tanker vokse sig. Og selvom sandheden kan være hård at høre, så er det tit bedst at vide besked.
Hvis det er sådan, kunne du overveje at vise dine forældre dit brev og mit svar. Du kunne også skrive nogle spørgsmål ned til dine forældre. Det kunne fx være om din mor kan blive alvorlig syg af sygdommen? Om hun kan dø? Hvem der hjælper hende og hvilken behandling, hun får? Og om hun er ked af det? Og om din far er ked af det? Kunne det være rart at få svar på det?
Tit hjælper det også at tale med nogen uden for familien. Det kunne fx være din lærer eller en venindes mor. Måske har nogle af de voksne omkring dig endda allerede opdaget, at du går og er lidt bekymret?
Nogen gange så hjælper det, bare at få det sagt. Men en lærer eller anden voksen vil også kunne hjælpe, dig med at få talt med dine forældre.
Hvis du oplever, at tankerne ikke rigtig forsvinder, så kan det være, at du skal have hjælp af en psykolog. Det kan din læge hjælpe dig med. Du kan måske også have glæde af at se lidt på siden her – måske sammen med dine forældre http://xn--nrmorellerfarbliversyg-o5b.dk/. Her kan du se små film om børn, hvis forældre er syge.
Jeg håber, mine forslag kan hjælpe dig lidt på vej. Fortæl gerne dine forældre, at de er velkomne til at ringe til os på ForældreTelefonen 35555557, hvis de vil have råd til, hvordan de bedst hjælper dig lige nu.
Rigtig mange tanker fra
BørneTelefonen.
