Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bange for the ring

Hej bb.

Jeg er en pige på 11 år. Her for et halvt år siden så jeg the ring med min veninde og siden det har jeg ikke kunne sove om natten og jeg har ikke turde at være alene hjemme men det har jeg været nød til fordi i sommerferien arbejder min mor stadig.

Det irreter mig meget at jeg er blevet så bange at jeg ikke tør at være alene hjemme for det kunne godt før jeg så den. Vær gang jeg prøver at sige til mig selv det er bare en film så kobler min hjerne på en måde fra og så er det som om en lille del af mig selv siger det er virkeligt og vis jeg høre den mindste lyd tænker jeg nu dør jeg og det hader jeg.

Jeg fortryder virkeligt jeg så den. Håber virkelig i svare mig jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at glemme den dumme film.

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Uh, den film er altså også bare skrækkeligt uhyggelig, så jeg kan godt forstå, du ikke lige kan glemme den. Når jeg tænker på den (det skal siges, at jeg først så den som voksen), rejser hårene sig stadig i nakken på mig!

Der er jo det med gyserfilm, at vi bliver tiltrukket af dem, fordi vi godt kan lide at blive lidt forskrækkede, mens vi samtidig sidder et trygt sted. Man kan sige, at man øver sig i at klare situationer, hvor man bliver bange. Men nogle gange er der nogle ting i de film, som vi har svært ved at slippe igen, og så kan man gå og være bange i lang tid efter.

Det kan hjælpe at prøve at forestille sig, hvor kameraerne har stået, da de optog filmen. Prøv at tænke på, hvad skuespillerne har sagt eller gjort, når en scene var i kassen - hvad de har grinet af, hvad de har lavet af fejl, så det måtte tages om igen. Prøv at "zoome ud" og se hele studiet for dig, ligesom når man ser "behind the scenes" klip. Det tager en del af det uhyggelige af det. For det ER jo bare en film, og det skal man nok minde sig selv om en del gange, indtil man kan slippe den følelse i kroppen, som filmen har givet én.

Det kan også hjælpe at gøre noget helt bevidst for at fjerne den uhyggelige stemning, man kan komme i, når der er helt stille, og man er alene hjemme. Sæt musik på, bag en kage, ring til en veninde eller en mormor/farmor og få en hyggesludder, se en sjov serie på tv eller på nettet.

Og så tror jeg, at det kunne være godt, hvis du kunne snakke med din mor om, at du har set den film, så I måske kan snakke den igennem, og du kan få sat ord på, hvad det er, der skræmmer dig ved den. Måske kan I aftale, at du kan skrive en sms til hende eller ringe til hende, når du er alene hjemme og trænger til at snakke med hende?

Det kan også være, du kan få en lærer til at tage et gysertema op, så I kan gå lidt "bagom" gyser-genren i klassen og sammen få snakket om, hvad det er, der skræmmer os sådan, og hvad man kan gøre, når man ikke kan slippe en film igen. Det er sådan med skræmmende oplevelser, at det rigtig ofte hjælper at få snakket det igennem - og gerne flere gange. Så man får lagt det væk igen og kan tænke på noget andet.

Hvis du en dag eller aften bliver bange og ikke har nogen at ringe til, så husk, at BørneTelefonen er åben fra 11 til 23 alle dage, og det er gratis at ringe. Så ringer du bare og snakker lidt med en rådgiver, indtil du er faldet lidt til ro igen. Det håber jeg, du vil overveje.

Mange kram fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat