Kære dreng
Tusind tak for dit ærlige brev. Jeg synes det er ret flot af dig, at du tør fortælle om det. Det er der nok mange, der bliver glade for, for du er nemlig ikke den eneste, der har det sådan.
Jeg tror, vi er nødt til at gå tilbage, til der hvor det hele startede. Da du var seks år, begyndte det. Det er fuldstændig normalt i den alder. Man har rigtig meget fantasi, og man kan skabe rigtig mange livagtige billeder. Men så må der være sket det samme for dig som for rigtig mange andre. Du fandt aldrig rigtig ud af, hvordan du kunne adskille fantasien fra virkeligheden..? Kan det passe?
Det betyder, at du bliver ved med at tage de skræmmende ting fra fantasien med ind i din virkelighed. Det er ikke fordi, at der er noget galt med dig, det er fordi, der er noget, som du ikke har fået lært endnu – at stoppe fantasien og være ligeglad med den. Det gode er, at du sagtens kan lære det nu. Nogle får det faktisk først lært, når de bliver voksne, men det er fordi, de ikke tidligere havde bestemt sig for, at nu skal det stoppe. Det har du, ellers havde du aldrig skrevet herind – SÅDAN!
Det lyder umiddelbart som om, at du har et godt forhold til dine forældre. Derfor så vil jeg også foreslå, at du prøver på at løse det sammen med dem. Men det kræver, at du tør tale om det der er pinligt. Jeg synes ikke, at du skal gøre det, når du er bange. Men en dag, hvor i har god tid derhjemme, det må meget gerne være midt på dagen, så nattens mørke ikke er lige rundt om hjørnet. Kunne du sige til dine forældre: Jeg har ikke lyst til, at være bange for natten og mørket. Jeg synes det er træls, at jeg er nødt til at sove inde hos Jjr, for at kunne falde i søvn. Hvad tror I, at vi kan gøre ved det? Så har du startet snakken op.
Kunne du forestille dig, at det kunne hjælpe, at snakke med en, som ved helt vildt meget om lige præcis dit problem? Det er faktisk sådan, at der er mennesker, som arbejder med at løse den slags problemer – en psykolog. Du skal ikke andet, end at tale med vedkommende. Men igen, så kræver det, at du tør være ærlig, og at du prøver på, at være ligeglad med, at du synes, at det er pinligt. Din mor og far kan evt. kontakte kommunens PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning) og høre om de kan hjælpe dig...
Jeg er ikke i tvivl om, at det kan lykkes dig at løse dit problem. Jeg håber, at du bevarer det mod, som du allerede har vist, at du har.
Du er altid velkommen til at skrive herind igen.
Kærlig Hilsen BørneBrevkassen
