Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Jeg er rigtig glad for, at du har valgt at skrive til os, for dit brev beskriver nogle følelser og tanker, som mange andre vil kunne genkende. For der er jo mange børn og unge, der som dig lever med en søster eller bror, de er bekymrede for eller bange for. Eller som i dit tilfælde: Både bekymret og bange for.
Det er helt almindeligt at være både bekymret og bange, og man kan godt være begge dele på én gang. Det er nemlig ikke særligt nemt at være tæt på én, som har det dårligt. Det kan jeg godt læse i dit brev. Det må have været rigtig ubehageligt at få at vide, at din storesøster havde sagt til politiet, at hun ville springe ud fra broen. Jeg håber, at du har fået talt om det, der skete, med nogle voksne?
Du skriver, at ingenting hjælper, og det får mig til at tænke, at du allerede har prøvet at gøre noget for, at situationen blev anderledes. Det synes jeg er rigtig sejt, selv om det selvfølgelig er ærgerligt, at der ikke er noget, der har hjulpet endnu. Jeg håber, at du vil bære over med mig, hvis jeg foreslår nogle ting, som du allerede har prøvet.
Du fortæller, at din storesøster slår, og det er selvfølgelig ikke ok. Hvis I ikke allerede har lavet en aftale omkring det, synes jeg, at I skal sørge for, at du og din storesøster ikke er alene hjemme sammen. Det er dine forældres opgave at lave sådanne aftaler. Det er også dine forældres opgave at sikre, at din storesøster får tilbudt den støtte og behandling, hun har brug for - eller at tage imod hjælp, hvis de selv har svært ved at sikre dette.
Din sætning "ingenting hjælper" kan læses som om den handler om både din storesøsters situation og din egen. Og i forhold til din storesøsters situation kan jeg godt forstå, at det virker som om ingenting hjælper. Du kan og skal nemlig ikke tage ansvar for, hvordan din storesøster har det. Selv om det er svært, må du acceptere, at du ikke kan ændre på de udfordringer, din storesøster har. Det er de voksnes ansvar at hjælpe hende.
Det, du derimod godt kan ændre, er hvordan du selv håndterer situationen (altså at være bekymret og bange for din storesøster). Jeg vil prøve at give dig nogle råd her.
Mit bedste råd til dig er at dele dine tanker og følelser med dem, du holder af, og som du er sammen med i hverdagen. Du har ret til at være både bange og bekymret, og du har ret til, at nogen lytter til dig og tager dig alvorligt og sikrer at du kan være tryg.
Ved dine forældre mon, at du går rundt med de tanker og bekymringer, du så fint beskriver i dit brev? Hvis ikke, er det vigtigt, at du får talt med dem om det. Men det kan måske også være rart for dig at snakke med andre voksne - f.eks. en lærer, en klubpædagog eller dine bedsteforældre. Øv dig i at være ærlig omkring, hvordan du har det. Ofte hjælper det at snakke om tingene. Find nogen, du har tillid til, og fortæl ligeud, at du er bange for, at din søster kommer i fængsel eller tager sit eget liv.
Måske har du også brug for at fortælle din storesøster, at du nogle gange er bange for at miste hende. Hvis det er svært at udtrykke ansigt til ansigt, kan du også skrive et brev til hende. Hvis du tror, at din storesøster ville tage imod et råd fra dig, kan du også foreslå hende at ringe til os på BørneTelefonen. Vi snakker ofte med unge, der f.eks. er trætte af livet, har gjort noget ulovligt eller har lyst til at løbe hjemmefra.
Jeg kan forestille mig, at det, at din storesøster har det svært, fylder meget i hverdagen hjemme hos jer. Derfor kan det være rart for dig, at du ind i mellem også får lov at være i centrum derhjemme, og at du sommetider har din mor eller far (eller dem begge) for dig selv. Kunne I mon lave nogle ting sammen, evt. uden for jeres hjem, så du kan få et frirum på den måde?
Dine forældre kan også undersøge, om der i nærheden af jer findes en gruppe for unge, der har en søster eller bror, som har det psykisk svært. For nogle kan det være en rigtig god støtte at være med i sådan en søskendegruppe. Dine forældre kan f.eks. kontakte ADHD-foreningen eller en sagsbehandler i kommunen for at undersøge, om der er et tilbud til dig.
Jeg tænker også, at det kan være en god ting for dig at have en, du kan snakke med om hvad ADHD egentlig er, og hvorfor nogen cutter. Det kan være en, du kender, men det kan også være skolens sundhedsplejerske eller skolepsykolog, som ved lidt mere om den slags. Spørg dine forældre eller en lærer, om de vil hjælpe dig med at kontakte sundhedsplejersken eller psykologen.
Jeg bliver nysgerrig på om du mon har nogle bedsteforældre som du er tæt. Det kan være rigtig rart en gang imellem at kunne tage fx hen til dem, snakke med dem og i det hele taget bare hygge og være et sted, hvor der er ro på. Mon det kunne være en mulighed at du af og til besøger dem, måske er på weekend hos dem, så du kan få et frirum?
Husk at du også altid er velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at snakke med dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
