Bange for min papfar

Kære pige

Det er godt du skriver herind, for jeg kan fornemme, at du bekymrer dig meget over stemningen hjemme hos jer.  

Det virker til, at du egentlig har lyst til at tale med din mor om, hvordan du har oplevet din papfar, siden han kom hjem fra hospitalet – men at du ikke tør. Jeg kommer til at tænke på, om du førhen har kunnet tale med din mor, når noget bekymrede dig? 

Du nævner, at du er bange for at din mor vil skilles fra din papfar, hvis du fortæller, at du oplever, at han er blevet mere sur. Sådan er det ikke! Det er aldrig børns skyld, hvis de voksne beslutter sig for at lade sig skille. 

Jeg tænker derfor godt, at du kan tale med din mor og fortælle hende, hvordan du har det. Hvis du synes det kan være lidt svært, kan du måske vise hende dit brev og mit svar? På den måde får du gjort hende opmærksom på dine tanker, og måske I sammen kunne tale lidt om, hvad det er, der sker med din papfar, og hvorfor han mon er blevet mere sur?

Nu ved jeg jo ikke, hvad din papfar har været indlagt for. Men jeg ved, at nogen mennesker, hvis de har smerter, kan have nemt ved at blive sure. Det er ikke nogen undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt, men det kan være en forklaring på, hvorfor din papfar måske virker mere sur end normalt. Det kan også være, at han er bekymret for sin sygdom?

Du skriver i overskriften til dit brev, at du er bange for din papfar. Sådan er der ingen, der skal have det. Du har ret til at være tryg derhjemme – og det er din mors ansvar at sikre, at du er det. Derfor håber jeg, at du kan finde modet til at tale med hende. Hvis du stadig ikke tænker, at det er en mulighed, så overvej om der er en anden voksen, du kan betro dig til. En lærer måske? For du skal ikke gå og være bange.  

Jeg håber, det snart bliver rart hjemme hos jer igen. Hvis du har brug for at tale mere om det hele, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen