Bange for min mor

Hej

jeg er en 14’årig pige, snart 15 år.

Jeg er virkelig bange for min mor, hun råber altid af mig. Hvis jeg gør den mindste fejl råber hun op, smækker med dørene, kommanderer mig rundt og sådanne ting. Jeg husker tydeligt engang hvor vi skændes en lille smule tror jeg, hun blev virkelig sur på mig og råbte op om hvor dårlig en datter jeg var, hun gik i mod mig op af en væg i mens jeg græd. Jeg satte mig i foster stilling helt krøllet sammen og græd, mens hun stod lige foran mig og kaldte mig grimme ting.

Hun råbte gennem hele lejligheden. Jeg blev så bange for hende at jeg prøvede at gå stille og roligt ud af døren for at komme bare lidt væk. Hun stod helt tæt på mig hvilket ejet ikke brød mig om, men hun trak mig tilbage da jeg prøvede på at gå væk fra hende. Hun holdet mig i armen meget hårdt så det gjorde ondt og fortsatte med at råbe af mig.

Jeg har sådan en nøgle til mit værelse så jeg kan låse indefra, fordi jeg ikke kan lide at skifte når der ikke er låst. Min mor banker nemlig ikke på døren selvom jeg beder hende pænt om det. Jeg har intet privatliv når hun er hjemme. Hun bliver virkelig sur når jeg låser min dør for at skifte tøj, hum vil nemlig gerne kunne gå ind på mit værelse uden at skulle vente på mig der åbner. Flere gange har hun taget nøglen fra mig og gemt den i huset, men jeg har fundet den igen efter et par dage hver gang. Jeg føler mig nemlig utryk uden den nøgle. Jeg ved nemlig at min mor kunne finde på at brase ind på hvert et tidspunkt.

Grunden til at den her dag hvor jeg skriver det er idag, er fordi jeg blev ekstra bange for hende idag. jeg var nød til nu at skrive ind til jer, hun skræmmer livet af mig. Jeg var en smule ubeslutsom idag, og min mor hader når man ikke kan bestemme sig lige med det samme. Derfor sad hun og skreg af mig i bilen da vi var på vej hjem, jeg var til tandlæge. Hun smækkede med bildøren, dørene i huset, trampede i gulvet når hun gik og råbte af mig.

Hele dagen har hun råbt af mig, hele dagen har jeg grædt og været bange. Hun bankede på min dør og ventede på at jeg ville åbne så hun kunne tage min nøgle fra mig igen. Grunden til at jeg låste idag var fordi jeg var rædselsslagen. Hele dagen bar jeg også gemt mig på mit værelse.

Min mor har kaldt min mormor for en psykopat som jeg også husker fra da jeg var til psykolog en dag. Jeg har problemer med angst anfald, i det hele taget bare angst. Jeg kom til psykolog, men jeg vidste ikke at min mor og far skulle med og snakke, jeg havde håbet på at jeg skulle snakke alene med psykologen.

Forresten er mine forældre skilt. Da de var med kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige sandheden om hvorfor jeg tit har det sådan med anfald. Min mor er nemlig tit grunden, meget tit. Det fik jeg så ikke sagt med dem til stede.

Psykologen spurgte min mor om der var nogen fra den siden af familien der har angst eller andre psykiske sygdomme. Jeg anede intet om alt det før den dag. Min mor fortalte at alle min mormors søskende havde sådanne sygdomme, hun fortalte også at min mormor var meget tæt på at være psykopat. Da hun sagde det med min mormor brød jeg sammen, indeni. Jeg vidste godt at min mor og mormor hadede hinanden, men at min mor ville gå så langt gør mig virkelig vred og ked af det på samme tid.

Det kan hun ikke tiladdenes selv at sige, jeg kender min mormor, og jeg kender min mor. Det er min mor der er tæt på at være psykopat, jeg har set min mor og mormor skændes. Min mor sidder og skriger op i ansigtet på min mormor, og min mormor er meget mere rolig. Jeg kan ikke fatte at hun sagde det til psykologen.

Jeg håber virkelig på at få et svar som hjælp, jeg er træt af at være bange nu.