Kære pige på 14 år,
Tak for dit brev. Flot at du har haft overskud til at skrive til BørneBrevkassen. Jeg kan godt læse, der er rigtig mange ting i dit liv lige nu, som helt forståeligt er svære for dig.
Først vil jeg sige til dig, at der er mange unge, der ikke ved, hvad de vil være og føler det samme mylder oppe i hovedet, som du gør. Man bliver tit presset fra alle steder med spørgsmål omkring, hvad man vil være, hvad man vil efter 9. klasse o.s.v., og det kan være rigtig svært at svare på, når man er 14 år og måske ikke har en drøm om noget specielt.
Du spørger, hvordan du skal leve med en diagnose. De tanker kan jeg godt forstå, du har, og at der følger mange flere tanker med. Jeg tænker, når du har fået svar på dine undersøgelser, så kan det måske give dig lidt ro, og det bliver måske også nemmere for dig i samarbejde med de voksne omkring dig at lægge en plan. Uvished er ikke nemt at leve med, det giver utryghed. Selvom tanken om en diagnose kan være skræmmende, er der mange, som oplever, at det kan være en hel lettelse at få en diagnose - eller bare få sine undersøgelser afsluttet - og så komme videre derfra.
Det er dejligt at læse, at din lærer er en god støtte for dig, selvom du føler, du forvolder hende skade, som du skriver. Når nogen man holder af eller har ansvar for ikke trives, er det naturligt at føle noget omkring det andet menneske, og det er tit en hjælp at få lov til at hjælpe, også selvom det kan være hårdt. Jeg kan godt forstå, at du føler, hun har været til stor hjælp for dig og måske mere, end du føler, du kan være ved. Du kunne måske fortælle hende om dine tanker direkte til hende eller skrive et brev? Det kan hjælpe nogle gange at få sådanne tanker ud af hovedet, og du vil sikkert også glæde din lærer ved at vise din taknemlighed.
Men der skal ingen tvivl være om, at det er de voksnes ansvar at hjælpe dig med få det bedre, og det er flot af dig, at du har involveret din lærer, for hvis ikke de voksne kender til dit problem, så er det svært at hjælpe.
Jeg tænker på, om du mon får hjælp og støtte i øjeblikket fra f.eks. en psykolog? Du skriver, at du venter på resultat af dine undersøgelser, men i mellemtiden kunne det måske være rart at kunne lette sit hjerte til en, som er vant til at tale med børn og unge om svære ting..? En som kunne hjælpe dig med at formidle, hvordan du har det, så de andre voksne omkring dig måske bedre forstod dig... Hvis du ikke har det, ville din søde lærer måske kunne hjælpe dig med at få lavet sådan en aftale (selv om du synes du har trukket rigeligt på hende), hvis du kunne fortælle hende, at du godt kunne tænke dig at tale med en psykolog eller en støtteperson?
Måske kunne du vise hende dit brev her til BørneBrevkassen og bruge det til at få hul på samtalen... Det beskriver rigtig godt, hvor meget brug, du har på at få ro på nogle ting. Det er ikke i orden, at du skal gå med alle de ting alene, jeg ved godt, at du har snakket med mange allerede, men det betyder ikke, at du skal holde dig tilbage, når du har det så dårligt lige nu. Det er dine forældres ansvar, at du får en tryg opvækst og deres ansvar at støtte dig. Det er din skoles ansvar at handle og hjælpe, hvis ikke elever har det godt, så det er kun i orden at bede om hjælp.
Jeg håber virkelig, at du kan finde mod og overskud til at få bedt om hjælp hos en voksen, så I sammen kan få lagt en lille plan for bare den næste måned. Så I tager små skridt af gangen.
Du kan også starte med at ringe anonymt til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig. Det er et gratis nummer, og rådgiverne er vant til at tale med børn og unge om ting, der kan være svære at sætte ord på overfor de voksne.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
