Kære pige på 12 år
Tak for dit fine og ærlige brev. Jeg kan godt forstå, at du synes det er lidt svært at du ikke kan sove alene. Men alle er ikke ens og det er forskelligt, hvordan man sover - på godt og ondt. Jeg vil faktisk starte mit svar, hvor du slutter - "Hvad skal jeg gøre?" spørger du. Jeg synes allerede at du er godt igang med at gøre. Nogle gange kan det være rigtig svært at indrømme, at der er nogle ting i ens liv som er lidt svært. Men for at løse de svære ting og komme godt 'ud på den anden side' så er det faktisk rigtig vigtigt netop at indrømme overfor sig selv, at der er noget som måske skulle være anderledes. Du har tænkt med dig selv og erkendt overfor dig selv, at der er noget der ikke er helt godt og så er du rigtig godt igang med at gøre noget ved det. Det er så helt vildt godt gået. Du har allerede gjort rigtig meget for at få det bedre: Du har spurgt om hjælp. Så sejt.
Jeg kommer til at tænke på, om du og dine forældre også har talt om det, fordi I har fundet en løsning lige nu, der betyder at du sover på en madras ved siden af dem, er det rigtigt? Jeg bliver nysgerrig på, hvordan I har talt om det? Og har du måske haft en oplevelse måske som startede det med at det er svært at sove alene? Måske det kunne hjælpe at tale om den oplevelse? Eller tale om, hvorfor du nærmest bliver rigtig bange når du skal sove alene? Jeg kommer også til at tænke op om du i andre situationer bliver bange? Eller om der netop er situaitoner hvor du er alene uden at blive bange?
Så spørger du også "Skal jeg vente til jeg er klar? Tvinge mig selv til at sove alene?" og på en måde ja, så synes jeg du skal vente til du er klar. Men måske du og dine forældre kan hjælpe hinanden med at 'gøre dig klar' ved at tale om tingene. Og måske kunne det i en kortere periode være en ide, at en af dine forældre kan være på dit værelse indtil du falder i søvn og på den måde træne lidt. Man skal jo huske, at når man skal ændre på nogle ting eller lære noget nyt, så skal man øve sig og træne. Og det er altså helt i orden at øve sig og træne på de svære ting man møder i livet, inden man lykkes helt med det. Så derfor synes jeg måske ikke at du skal tvinge dig selv til noget, men øve dig i at sove alene et skridt ad gangen, hvor det første måske kunne være at dine forældre hjælper dig til at falde i søvn i dit eget værelse. Du fortæller at dine veninder sover hos sig selv og jeg tænker på om de måske kan komme med nogle gode ideer eller råd til, hvordan du kan øve dig i at sove alene?
Mange oplever i løbet af deres liv at være bange for et eller andet, det er helt normalt. Men det kan være irriterende, da man gerne vil som du fx kunne sove på sit eget værelse. Det er også en mulighed at dig og dine forældre, eller en af dem, tager en snak med din læge. Ofte vil man kunne få nogle råd og ideer til, hvordan man kan øve sig i igen at kunne sove på eget værelse, håber du vil foreslå dette for dine forældre? Jeg tænker, du måske også savner at kunne have veninder sovende, ligesom du sikkert også gerne af og til vil kunne sove hos dem? Derfor kan en ide være at få lidt hjælp, så dine forældre kan støtte dig i at blive tryg når du skal sove.
Du kæmper for at få det bedre og få dit ønske om at sove alene til at gå i opfyldelse og det er en vilje og kraft jeg synes du skal huske undervejs at være rigtig stolt af. Og måske denne vilje kan hjælpe dig lidt på vej ind på dit eget værelse og sove alene. Alt held og lykke til dig.
Kærlig hilsen Børnetelefonen
