Brev

Bange for at snakke med min far

Kære børnetelefonen, Min far er ikke ligefrem den sødeste person i verden, men han har også været igennem nogle ting i hans barndom men syndes ikke det er fair at han skal være barsk overfor mig og det er kun mig har to andre søskende som han giver kærlighed jeg ved godt at jeg ikke er den bedste datter han kunne få men jeg har stadig brug for kærlighed, min far bliver tit sur når jeg spørger ham om noget og nogle gange forbyder han mig for at se min mor og vis han finder ud af at jeg har sagt det til min mor råber han og skriger af mig, han kalder mig uansvarlig, dum og siger at jeg vælger ham fra når det eneste jeg vil er lidt bare lidt opmærksomhed…

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind, når du har det, som du så fint beskriver i dit brev. Det er en kæmpe styrke at være god til at sætte ord på, hvad man føler. Og det er også en kæmpe styrke at bede om hjælp, når der er noget, man er bange for, eller ikke har det godt med.

Du skriver, at din far ikke er den sødeste person i verden, men at han har været nogle ting igennem i sin barndom. Jeg synes, at du virker som en rigtig betænksom pige, når du nævner, at han har været nogle ting igennem. Det viser mig, at du tænker på, hvordan andre har det. Men husk på at du fortjener at have det godt, og at det er din fars opgave at sørge for, at du trives og har det godt.

Som du selv skriver, så er det ikke okay, når du oplever, at din far er barsk overfor dig og eksempelvis kalder dig dum og uansvarlig. Du skriver også, at det kun er dine to andre søskende, som han giver opmærksomhed. Jeg forestiller mig, at det må være rigtig hårdt for dig at føle sådan. Tænker du mon det samme?

Som du selv skriver, så har du brug for kærlighed, og det er vigtigt for mig at gøre klart, at det er din fars ansvar, at du føler dig elsket og passet godt på.

Nu ved jeg ikke hvordan jeres familiesituation er, men det lyder ikke særlig rart, at din far forbyder dig at se din mor. Og det er heller ikke okay, når han råber og skriger af dig.

Måske du allerede har fortalt din mor, om de ting der fylder indeni i dig om din far. Det er i hvert fald vigtigt for mig at nævne, at din far ikke må bestemme, hvad du snakker med din mor om.

Selvom at det kan være rigtig svært, så er det rigtig godt at tale med en voksen, når man f.eks. er bange for at tale med sin far.

Det behøver ikke at være din mor eller far, du fortæller det til. Det kan eksempelvis også være din lærer, sundhedsplejerske eller bedsteforælder. Det vigtigste er, at det er en voksen, som du synes er sød, og som du er tryg ved. Kunne du mon have mod på at gøre det? Måske den voksne ville kunne hjælpe dig med at snakke med din far om, hvordan du har det?

Det kunne også være, at du ville have mod på selv at vise nogen dit brev? For jeg synes som sagt, at du har været så god til at beskrive, hvad du føler i dit brev. Et brev kan være godt, fordi at det nogle gange kan være svært at sige højt, hvad man føler. Måske du også har det sådan?

Du skal vide, at jeg godt kan forstå, hvis det kan virke grænseoverskridende for dig at skulle fortælle en voksen om, hvordan du har det hos din far. Også fordi at det virker til, at du holder rigtig meget af din far. Måske det kan hjælpe dig at vide, at mange børn er bange for at gøre deres forældre sure eller kede af det. Mon du også har det sådan? De fleste forældre vil gerne have, at deres børn har det godt. Men nogle forældre har brug for hjælp til at vise det.

Jeg ved ikke, om du allerede ved det, men det står faktisk i loven, at du har ret til omsorg og tryghed og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal passe godt på dig. De skal sørge for, at du har det godt og er tryg derhjemme. Det lyder ikke til, at du har det sådan hos din far lige nu. Er det mon rigtigt forstået af mig?

Hvis dine forældre har svært ved at opfylde det, der står i loven, så har I ret til at få hjælp. Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt. Det er kommunens opgave at finde ud af, hvordan den bedst kan hjælpe dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.

Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de bedst kan hjælpe jer. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.

Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive meget sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.

Hvis du synes, at det kunne være rart for dig at få hjælp til at snakke med kommunen, så kan du få en bisidder fra Børns Vilkår. Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, der har haft brug for hjælp. En bisidder er en voksen, der kan møde dig, hvor det passer dig: På en café, på biblioteket, i en park eller hvor som helst I to aftaler. Bisidderen lytter til dig og fortæller dig om de muligheder der er for at få hjælp. Ikke kun til dig – men også til din familie.

Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår . Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er gratis at få en bisidder.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning. Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi brug for at vide, hvem du er.

Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp.

Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere, end jeg kan her.

Det kan også være, at en bisidder ikke er noget for dig. Og det er også helt okay. Det vigtigste for mig er, at du mærker efter og gør, hvad der føles rigtigt for dig.

Jeg synes, at du virker som en rigtig sød pige. Husk på at du fortjener opmærksomhed og kærlighed fra begge dine forældre. Jeg er glad for, at du havde lyst til at dele din situation med mig. Det er nemlig ikke altid nemt at sige højt, når noget er svært. Så jeg ser det som en kæmpe styrke, at du har skrevet til os.

Husk på at du altid må skrive eller ringe til os igen, hvis du får brug for det. Vores telefonnummer er 116111. Kæmpe kram til dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat