Kære pige på 14 år.
Tusind tak for dit brev, hvor du skriver om, at du er bange for aldrig at kunne forelske dig og at du er bange for at fejle. Du skriver også, at du bliver mobbet i klassen og at I har haft familieproblemer i hjemmet, men det der fylder allermest lige nu, er usikkerheden for, om du finder en kæreste. Tak fordi at du tør dele din frygt med os, det må bestemt ikke være rart at være bange. Du er god til at sætte ord på alle de følelser og tanker du går med omkring, nutiden og fremtiden…
Det svar jeg skriver til dig her, bliver nok lidt langt, for jeg vil rigtig gerne give dig både ideer og inspiration, så du forhåbentlig kan komme af med usikkerheden og frygten.
Når du skriver, at du lige har gået igennem en masse private familie problemer, som har lukket op for en hel masse følelser, så tænker jeg, at det må have været hårdt, både for dig men sikkert også for hele familien. Selvom du føler, at du er kommet over disse problemer som I havde i familien, så kan det jo godt være, at der er nogle af disse problemer der ikke er blevet afsluttet fuldstændigt og det kan give en usikkerhed i familien og hos dig. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad problemerne var, men lad os sige, at det har været (det er kun eksempler, det kan være så meget andet) mors og fars skilsmisse, sygdom eller død i familien, ældre søskende laver oprør, skoleproblemer….eller andet.
Hvis disse problemer er blevet løst, så er det jo rigtig godt. Men når man har været igennem store problemer i familien, er det ret vigtigt at få snakket sammen også bagefter, om alle er tilfredse og er ok med sådan som tingene har løst sig. Det kan være, at der sidder nogle i familien, som stadig tænker på om det hele virkelig er løst, eller om problemerne mon kommer tilbage. Jeg tænker, hvis du føler at problemerne måske ikke er helt løst, så kan det godt skabe en generel usikkerhed hos dig, hvad tænker du om det?
Du er 14 år og der sker så meget for dig lige nu, hvor du er i puberteten. Puberteten kan være en meget stor følelsesmæssig udfordring, og når du nu fortæller, at du også har haft nogle problemer derhjemme, så bliver kan det betyde, at det bliver ekstra udfordret, det hele. Jeg skriver lidt generelt om teenagetiden, for jeg tænker at det måske vil være rart at få øje på, at andre i klassen måske også kan have det rigtig svært i denne tid.
Det er meget forskelligt, hvornår puberteten begynder og den kan opleves som en ekstrem forvandling. Kroppen ændrer sig fysisk fra en barnekrop til en voksenkrop, og der sker også en stor indre forandring, blandt andet i tanker og følelser. Nogle piger starter allerede i 9 års alderen, og de sidste drenge oplever det først fra 14-15 års alderen. Puberteten kan vare til man er 18-19 år. Pigerne kommer som regel i puberteten 1-2 år før drengene.
For eksempel kan der være meget store forskelle på, hvor langt man er, selvom man går i samme klasse. Det kan betyde, at man har svært ved at forstå hinanden og desværre sammenligner mange sig selv med de andre, og bliver måske usikre og føler sig anderledes eller forkert.
Usikkerhed og misundelse får nogle til at drille, og andre til at trække sig ind i sig selv. Det kan hjælpe at vide noget om puberteten, for så er det nemmere at forstå de andre og deres reaktioner. Og måske er det også nemmere at respektere hinandens grænser og tage hensyn til dem, der har en dårlig dag eller periode.
Hvis I ikke allerede har arbejdet med emnet i klassen, kan det være en idé at spørge jeres klasselærer, om I ikke skal gøre det. Måske kan skolens sundhedsplejerske hjælpe med nogle gode idéer om, hvordan det er at være teenager. Du kunne måske opfordre din klasselærer til en sådan snak?
De fleste lærere vil rigtig gerne vide hvordan eleverne har det og hvordan fællesskabet trives? Det er lærerens opgave at sørge for, at der er et godt sammenhold i klassen og at alle behandler hinanden godt. Du kan eventuelt give læreren dette link
http://www.sammenmodmobning.dk
. Her kan man finde gode trivselsøvelser som læreren kan lave med hele klassen. Her er også en video som læreren kan vise.
Men husk, at for dem, der er i fuld gang med at mærke forandringerne, er emnet nok mere spændende end for dem, der ikke er nået så langt endnu.
Kunne det tænkes at andre i klassen også oplever mobning eller måske har de noget de er bange og bekymret for? Har du nogensinde snakket med dine lærere, din pædagog eller anden voksen om nogle af de tanker, du har omkring livet? Måske kan du lokke din lærer/pædagog til at tage nogle af dine tanker op som emner i en klassens time, for eksempel. (Og de andre behøver jo ikke at vide, at det er dig, der har foreslået det…) Hvordan tror du, det ville være at høre, hvad nogle af de andre i klassen tænker om at blive teenager eller om at være bange eller usikker?
Når du skriver, at du er bange for, at du ikke kan blive forelsket, så får jeg lyst til at sige til dig, at jeg rigtig godt forstår din bekymring. Det er jo noget de fleste har lyst til, altså at forelske sig. Det kan måske være sådan at der er flere i klassen, som er begyndt at blive forelskede - så du tænker, måske, at det er underligt, at du ikke er blevet det endnu. For mig lyder det som om, at du endnu ikke har mødt en dreng eller pige som du syntes er speciel dejlig og fantastisk. Jeg tænker, at det måske er et tegn på, at du meget tydeligt kan mærke hvem der vil være god for dig og den person har du ikke mødt endnu. Andre har måske ikke sådan en veludviklet mavefornemmelse for hvem, der er den rette for dem. Kan det være, at med lidt mere tålmodighed, så skal den rigtige kæreste nok dukke op?
Hvis du synes, du har brug for hjælp eller flere ideer til, hvordan du kan tale med de voksne om det, vil jeg foreslå dig at ringe til BørneTelefonen 116111, her kan rådgiveren spørge lidt mere ind til det hele. Vi har åbent 11-23 alle dage - hele året. Så I måske sammen kan finde på nogle forslag til, hvordan du bedst kommer videre og bliver tryg igen.
Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive her til brevkassen igen
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.
