Kære dreng på 12 år
Tak for dit brev. Jeg kan rigtig godt forstå, at du ikke synes det er rart, at pigen har fortalt din ven om filmen af dig. Det er ikke særlig pænt gjort af hende. Mon hun ved, at du godt ved det? Eller er det noget hun tror er en hemmelighed mellem hende og din ven? Måske kunne det være en ide at spørge eller skrive til om, hvorfor hun har fortalt om filmen til din ven? Især når du regnede med, at det var noget mellem jer, så hun ved hvordan du har det.
Samtidig kan du også sige til hende, at det ikke er tilladt at dele billeder eller film til nogen andre, hvis man ikke har fået lov og du gerne vil have at hun sletter den. Jeg ved ikke om I var enige om, at du skulle sende en film til hende? Hvis I ikke var enige, kan hun også være overrasket over filmen, og ikke ved hvad hun skal gøre. Uanset hvad der er sket, er det godt at I får snakket eller får skrevet sammen, så I kan få ro på igen
Jeg tænker på, hvor gode venner du og din ven er? Er I så gode venner, at I to drenge rent faktisk kan tale sammen om den film du har lavet og om dine tanker om, at det er ubehageligt at vide, at hun kan finde på at fortælle andre om filmen?
Det der er sket, er virkelig ikke sjovt og derfor kan det være en idé at snakke med en voksen, som du er tryg ved? Måske dine forældre, måske en lærer? Måske en helt anden?
Man kan altså desværre komme til at gøre noget man fortryder så meget, og hvis pigen ikke vil slette filmen, kunne være, at den voksne du taler, også kan tale med pigen om, at det er vigtigt at hun sletter filmen.
Nu du må altså ikke være for hård ved dig selv og skælde dig selv ud fordi du kom til at sende sådan en film. Men til gengæld må du minde dig selv om, at du nok er klogere af det hele og måske lige tænker en dig ekstra meget om, hvis du igen en dag skulle få lyst til at sende en video afsted. Du kan også læse om at være mere sikker på nettet her på www.sikkerchat.dk
Jeg håber, du får talt med pigen og gerne en voksen, og du må meget gerne ringe/sms til BørneTelefonen 116111 og tale mere om det hele. Så sidder der en voksen klar til at lytte til dig og hele din historie.
Jeg håber rigtig meget at det hele løser sig på en rigtig god måde for dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen