Autopilot og realitetsanfald

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev. Du spørger til allersidst, om der er noget, du kan gøre - og ja, det er der. Faktisk er du allerede i gang. Du har i hvert fald taget det første store skridt, fordi du i brevet fortæller om de tanker, som du længe har gået alene med. 

Du skriver selv, at tankerne ikke har ændret dig. På ”ydresiden” ser alt ud, som det altid har gjort. Netop derfor er det så vigtigt, at du fortæller andre, hvordan du rigtig har det, så du kan få hjælp. Jeg ved fra andre unge, at det kan være en enorm hjælp, når man får sat ord på de ubehagelige tanker. Først og fremmest fordi det ikke længere er en ”hemmelighed”, men også fordi man sammen med andre kan finde ud af, hvordan man får ”kontrollen” tilbage, når man mærker et anfald, der er på vej.    

Derfor håber jeg, at du også har mod på at fortælle det til en voksen omkring dig. Måske til dine forældre eller en lærer på skolen? Det kan også være, at du selv har en anden i tankerne? 

Den voksne, som du taler med, kan hjælpe dig med at få den hjælp, som du har brug for, fx at tale med en professionel, der er vant til at tale om svære følelser. 

På alle skoler er der en skolepsykolog tilknyttet, som man kan tale med. Psykologer er rigtig dygtige til at stille en masse spørgsmål, så man kan lære at forstå sig selv bedre. Det er ofte en rigtig god måde at ”hjælpe” sig selv på. Måske kunne det også være rart for dig? 

Du kan evt. vise den voksne det brev, som du har sendt herind? Jeg synes nemlig, at du får forklaret rigtig fint, hvordan du har det - og det kan være en god indgang til at få hjælp. Mon du har mod på det?a

Du er også meget velkommen til at ringe herind på 116111.

De varmeste hilsner
BørneTelefonen