Kære pige på 12 år
Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Det er godt, du skriver hertil med din angst for at der skal ske noget med din lillesøster. Jeg kan godt forstå, at den oplevelse i vuggestuen må have rystet dig. Det er aldrig rart når nogen dør, og det er ofte meget mere ubehageligt, når det sker tæt på, eller det er nogen, man vidste hvem var. Tit føltes døden endnu mere uretfærdig og forfærdelig, når det er noget, der er sket for så lille et barn, som du fortæller om.
Jeg tænker, at sådan en oplevelse også må have rystet de voksne, og derfor spekulerer jeg over, om du har talt med dine forældre om, hvordan du har det? Har I talt om, hvordan den lille døde? Måske var det en sygdom, eller en ulykke..? En af grundene til, at vi kan blive så påvirkede, når vi læser eller hører om (eller kender) et lille barn, der dør, er at det sker så utrolig sjældent - heldigvis. Men så bliver vi også meget rystede og kommer til at tænke på, at det også kunne ramme os selv. Måske kan det berolige dig lidt, hvis du prøver at huske dig selv på, at det sker for utroligt få børn - og de fleste vokser jo op, bliver voksne og har et langt og godt liv.
Måske har du allerede talt med dine forældre om det, lige da den lille døde... Derfor tænker jeg alligevel, at det kunne være en god ide for dig at tale med dem om, hvordan du har det nu, når det stadig fylder så meget for dig...
Er der måske andre i din familie, du tænker ville være gode at tale med om, hvordan du har det? Det kan være, du har en tante eller moster, du er særligt tæt på. Måske har du selv en helt anden voksen i tankerne, der betyder noget for dig, og som du er tryg ved at tale med...
Det kan også hjælpe at være tæt sammen med sin familie - altså at lave nogle ting sammen, som er trygge og hyggelige, måske være hjemme og hygge sig lidt mere end man plejer i en periode. Så du kan mærke din dejlige familie og nyde din lillesøster.
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, derinde sidder nogle rigtig søde og dygtige rådgivere, som kan lytte til dig.
Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen