Kære pige på 14 år.
Jeg forstår godt at du synes det kan være svært det her med at række hånden op, fremlægge og skulle vise en hel klasse hvad du kan. Det er meget naturligt at blive nervøs i sådanne situationer. Men jeg hører også at du bliver mere end bare nervøs. Du har længe har haft det på den måde, og det påvirker også din lyst til at komme i skole .
Jeg tænker at det er godt du beder om hjælp til at få det bedre med det . Vil rigtig gerne forsøge at komme med nogle ideer til hvad du kan gøre.
For selvom du ikke har oplevet at andre har grinet af dig, så kan det jo godt være din værste frygt at det kommer til at ske? Måske kan dit indtryk af de andre i din nye klasse være med til at forstærke din frygt?
Jeg ved at mange børn og unge oplever at det er rigtig svært det med at skulle række hånden op. De fortæller om samme ” angst symptomer”, som dine. Altså at de mærker hjertebanken, begynder at svede og mest har lyst til at blive hjemme fra skole. Men det er for mange svært at snakke om. Måske fordi man kan tænke at man er den eneste i en klasse, der har det på den måde. Kender du det?
Jeg er temmelig sikker på at der er andre i klassen der har det på samme måde. Også selvom de er fagligt dygtige.
Det er svært at vide hvor den“ angst” kommer fra . Det kan jo skyldes mange ting. Men i vores samfund er der en del fokus på det med at præstere og være dygtige . Vi mennesker ønsker at være gode og gøre tingene rigtigt, for at andre skal synes om os . Det starter når man er helt lille og får ros for en fin tegning eller kan cykle og så videre. Det betyder tit rigtig meget hvad andre synes om os. Det ligger ubevidst i mange mennesker hele livet. Måske du er med på hvad jeg mener?
Men den slags “ angst” skal man nok selv have prøvet at mærke for rigtig at forstå hvordan det føles.. Måske dine forældre aldrig har haft det på den måde? Eller måske ikke kan forstå, hvordan det er for dig? Og derfor ikke ved hvordan de skal støtte dig?
Hvordan mon du har det med lærerne? Er der én du synes godt om og er ved at få tillid til? Jeg tænker på, der var en du kunne tage fat i? Lidt som du gør ved at skrive til os? Du kunne måske skrive det til din lærer på intra, at du har brug for noget hjælp til det?
Her i starten af skoleåret, er der ofte skole-hjem samtaler. Jeg tænker at det måske også kan siges højt ved en sådan samtale. Tit bliver I som elever spurgt om, hvordan det går – også inden samtalen. Selvom din mor og far ikke forstår dig, så vil de måske hjælpe dig med at du får fortalt om det?
Måske de har nogle ideer til hvordan du får hjælp. Jeg ved at man på nogle skoler har en “ trivsels coach “. En som har erfaring med at snakke med unge mennesker, der kæmper med forskelligt i skolelivet. Der er også nogle kommuner, som har forløb til børn, der har noget angst. I nogle kommuner kalder de det for Cool kids, måske er der også noget i din kommune?
Jeg vil gerne komme med råd og ideer til, hvad du ellers kan gøre. Kender du ordsproget: ” øvelse gør mester”? Jeg tænker nemlig, at det kræver øvelse for, at du får det bedre med at række hånden op. Så man får erfaringer med at det gik godt, når man rækker hånden op og svarer eller spørger om noget. Ligesom du allerede kan holde oplæg i mindre grupper, hvor du har gode erfaringer med det.
Du kan måske starte i det fag, hvor du føler dig bedst tilpas. Og beslutte dig for, at du mindst ‘en gang rækker hånden op. Det kan være til et svar eller et stille et spørgsmål.
Det kan også være i de timer, hvor du har den lærer, du har det bedst med?
Du kan forsøge at sætte dig små daglige mål. Eksempelvis i hvilke timer og antal af gange det skal gøres i løbet af en dag.
En idé kunne også være at give dig selv belønninger, når du har nået målet. Som kunne være en is, en film, mærke den der “Yes -følelse” eller andet, du kan lide at lave. Så kan du have fokus på den del, når skoledagen er i gang. Kunne det være en metode, du kunne bruge?
Hvis først du kommer i gang med at øve dig, så er det også muligt at det bliver lettere.
Måske du vil opleve lidt nervøsitet eller være spændt på, hvordan det går, og det er jo helt normalt, men vil være godt for dig at “angst” delen bliver mindre.
Måske du kunne vise dit brev og mit svar til din mor og far, hvis du tænker det kan være en hjælp?
Men husk, du har allerede taget et stort skridt ved at skrive til os. Det fortæller mig, at du virkelig ønsker at have det bedre med det. Du virker til at vi lave en forandring, når du skriver og du også har talt med dine forældre om det. Du er godt på vej.
Du er også velkommen til at logge på chatten, ringe eller smse til os på 116111
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
