Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

At være bange

Hej BB..

jeg er en pige på 14 er på det sidste har jeg haft det rigtigt dårligt…

nogle gange i skolen har jeg bare lyst til at begå selvmord,

jeg ved godt det er forkert at have det sådan men har folk det ik sådan nogle gange?

når jeg er ked af det eller der er sket noget med mine veninder fx. vi har skændes eller noget tænker jeg på hvad der er på den anden side, dvs. er der bare sort når du dør?

jeg ved ik om i kan svare på det ved det er et stort spørgsmål men jeg frygter det bare så meget.

er det mest nogle der bliver mobbet som begår selvmord?

er selvmord en ond ting (altså gør det ondt, eller er det bare en dejlig følelse af frihed)

i må undskylde alle spørgsmålene, jeg har bare så mange i mit hoved lige nu, det kunne være en stor hjælp for mig og en god måde at komme videre fra tankerne, ved nemlig ik ellers hvem jeg skal spørge, for vær gang jeg spørg mine veninder siger de bare “vil du da gerne dø”

men jeg vil ikke dø, jeg synes bare det er så underligt det med livet efter døden, og nogle gange når jeg er sur på mine veninder eller noget andet for jeg lyst til at begå selvmord for at finde ud af hvordan det er efter livet?

mærkelige tanker som jeg gerne vil have svar på så de kan komme væk.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år
Tak for dit brev og tak for at dele dine tanker med BørneTelefonen. Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du tænker meget over livet og døden, hvordan tingene hænger sammen, og jeg tænker, du har brugt meget energi på at søge svar i dig selv. Det er ret imponerende. At finde svar på livets store spørgsmål er ikke altid let, men jeg har et indtryk af, at du kæmper for at finde svar, så du kan få det bedre. Selv om du skriver, du har haft det dårligt det sidste stykke tid, har du turdet bede om hjælp her i brevkassen.
Har jeg mon forstået det rigtigt, at det især er når du er i skolen, dine tanker kredser omkring selvmord og livet efter døden? Selvom du ikke skriver så meget om, hvordan du har det i skolen, får jeg en fornemmelse af, at det måske ind imellem er svært at være dig. Jeg får den tanke, da du stiller spørgsmålet, om det mest er nogen, der bliver mobbet, der begår selvmord?
Du spørger om jeg kan give dig svar på dine tanker? Jeg vil gerne forsøge at komme med nogle tanker om det du skriver, og forslag til hvad du kan gøre. Jeg tænker det at gøre sig tanker om livet og døden er helt normalt. Det kan fremkalde forskellige følelser og mange ubesvarede spørgsmål. Jeg kan ikke svare på hvordan der er på den anden side, men emnet om liv og død er muligvis noget i kan tage op i skolen og få nogle diskussioner om i klassen. Der er ganske sikkert andre, der vil synes det er relevant, så måske du kunne tage en snak med din lærer herom, måske I kunne arbejde med emnet på et tidspunkt?
Du spørger: "Er det ikke sådan at folk nogle gange bare har lyst til at begå selvmord?" Jeg tænker ikke det er alle der har det sådan, men tænker tankerne måske opstår, hvis det ikke er så rart at være dig henne i skolen? Du fortæller du får disse tanker, når du har skændtes med dine veninder, mon du ind i mellem føler dig mobbet? Det er flot du har prøvet at snakke med dine veninder om dine tanker, men det virker ikke til, de helt får hjulpet dig og givet de svar du efterspørger? Jeg tænker om der mon er nogen voksne, som ved, hvordan du har det? Måske du kunne tage en snak med dine forældre eller måske en lærer du er glad for? Hvis det er svært at være i skolen, kan det være godt at få ens tanker delt med en voksen, som har mulighed for at støtte og hjælpe dig. Hvis det handler om mobning, skal du vide det er aldrig din skyld – lige meget hvad og det er altid de voksnes ansvar at få det stoppet. Hvis du oplever dine forældre ikke ved, hvad de skal gøre, så spørg om de kender til BørneTelefonens ForældreTelefon, hvor de kan ringe på 35 55 55 57 og få en snak med en rådgiver om, hvad de kan gøre for at hjælpe og støtte dig bedst muligt. Det er også sådan, at alle skoler i Danmark skal have en antimobbestrategi, så hvis du får modet til at tale med en af dine lærere om hvordan du har det, så kan du forvente de hjælper dig.
Du skriver at du ikke vil dø, det er rart at læse. Dette viser at du ønsker livet, selvom det af og til kan være vanskeligt. Jeg håber, du kan bruge mine forslag? Hvis du har lyst, er du også velkommen til at ringe eller sms´e til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af vores søde rådgivere, de sidder dagligt klar mellem kl. 11.00 og 23.00.
De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat