Brev

Angsten styre min hverdag

Hej brevkasse, jeg er en pige på 14 år der i løbet af de sidste par år har været igennem en hård periode med en masse angst.

Det hele startede da jeg skulle have en operation som 12 årig. Operation gik ud på at jeg skulle have rettet mine øre tilbage, og jeg tog den beslutning pga. Mobning. Men da jeg kom ind på op på operationsbordet og skulle have en nål stukket i armen, begyndte jeg at få kolde fødder og skrige hysterisk. Der kom så to læger og begyndte at holde mig nede mens den tredje stak nålen i min arm.

Jeg vågnede op nogle timer senere, og havde det fint. Men et halvt år senere begyndte jeg at få angst, jeg kunne ikke stole på nogen, andre end mig selv.

Har ikke fået nogen form for vaccination som jeg burde, pga. Min nåle angst, har haft svært ved at passe skolen, fremlægge og have prøver og sådan.

Og jeg har endda prøvet at skære i mig selv for en uges tid siden. Jeg er rigtig bange for at det er ved at tage overhånd. Og jeg har aldrig snakket med nogle om det. Hvad skal jeg gøre?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 årTak for dit brev. Jeg er rigtig glad for at du skriver herind, jeg synes det er et stort skridt, når du ikke har snakket med nogle andre om det før. Måske har du også mærket, at det at skrive brevet, om det som føles svært at tale om, kan hjælpe til, at man "får lidt luft" og tænker over det på en måde som er hjælpsom?

Det lyder som en meget ubehagelig oplevelse du havde på operationsbordet inden du skulle opereres, og jeg tænker på om du mon har talt med nogen om det der skete dengang? Talte lægerne mon med dig, og dine forældre...bagefter? Eller ved dine forældre f.eks., at du blev rigtig bange? Mit håb er, at lægen talte med dig og dine forældre om det...men det er desværre ikke altid, at lægerne får det gjort.

Jeg kan sagtens forstå, at du blev bange, og endnu mere utryg, når der er to der holder og en der stikker. Det ville nok have været bedre, at lægerne lige have talt med dig, og givet dig tid til at falde til ro igen, inden du skulle stikkes. Det kan vi desværre ikke lave om på nu, men jeg tænker, at det som skete, sagtens kan have betydning for det du oplever med utryghed og ikke at stole på nogen.

Det lyder til, at hverken du eller dine forældre vidste, at lægerne ville reagerer på en så voldsom måde, da nålen gjorde dig bange. Man kan sige, at da du skulle opereres har du tillid til, at det kommer til at gå stille og roligt, og der er nogle dygtige læger som passer på dig. Men i det, du bliver bange så sker der noget, som slet ikke er i orden for dig - og det kan have betydning for, at det at få tilliden og trygheden tilbage, kommer til at tage tid og nogle gode samtaler om hvordan det, stille og roligt bliver muligt.    Når man har oplevet noget, som man synes har været rigtig ubehageligt, er det vigtigt at få talt om det med nogen, så man ikke går helt alene oplevelsen. Nogle gange kan man, lige som du oplevede det, have det fint lige efter en voldsom oplevelse og mærker først en reaktion på et senere tidspunkt. Kender du mon nogle andre der har haft det på den måde efter de har oplevet noget voldsomt eller ubehagelig?  Når jeg læser dit brev, får jeg lyst til at stille dig en masse spørgsmål. Måske er de lidt svære at svare på, men det kan være, at det også kan sætte nogle tanker i gang hos dig om hvordan angsten kan blive mindre, og tilliden og trygheden komme tilbage? Du skriver, at du ikke føler du kan stole på andre end dig selv. Jeg tænker på, om du mon hele tiden har det sådan eller om det er værre på nogle tidspunkter end andre? Og er der mon nogle personer, som du føler, du kan stole på? Måske en god veninde, dine forældre, en moster eller en helt anden? Hvis du har en, som du føler du stoler på, kunne det måske være en god idé at fortælle den person om hvordan du har det? Du skriver også, at du har haft svært ved at passe skolen, fremlægge og have prøver pga. den angst der dukker op. Har du mon tænkt over, hvad det er du føler angst over i forbindelse med skolen? Er det fordi du bekymrer dig om hvad de andre tænker, er det fordi du får det fysisk dårligt når du f.eks. skal fremlægge eller er det en anden måde du oplever angsten på? Og mon det  er hver dag du føler dig angst i skolen, eller kun i nogle bestemte situationer?  Mon der er noget i mine spørgsmål, som hjælper dig, til at få lidt mere øje på, hvad der gør at angsten dukker op eller bliver væk?Jeg tænker på, om der er nogle steder eller situationer, hvor du ikke føler dig angst? F.eks. når du er hjemme? Eller måske når du laver noget bestemt i din fritid? Og hvad er det mon så som gør, at du ikke føler dig angst i de bestemte situationer? Er det mon her, at du føler dig allermest tryg og tillidsfuld her, så angsten ikke dukker op? Jeg synes det er rigtig godt, at du bekymrer dig for dig selv og er opmærksom på om den angst du føler er ved at tage overhånd. Det viser mig, at du passer på dig selv. Det lyder som om, at du også er blevet lidt forskrækket over, at du kom til at skære i dig selv. Er det mon rigtig forstået af mig? Jeg tænker på, om der skete noget særligt den dag eller var det måske fordi du forsøgte at få tankerne over på noget andet? Jeg synes som sagt, at det er super godt, at du har skrevet herind og et godt skridt på vejen. Hvad mon du tænker når jeg foreslår, at du også skal fortælle nogle andre om hvordan du har det? Jeg synes, det kunne være rigtig godt at tale med en voksen om hvordan du har det, så der er nogle som kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan tilliden og trygheden kommer igen, og føle mindre angst. Måske hjælper det at få talt med en voksen om det, og få sat ord på hvad det er som får dig til at føle angst? Måske skal der mere til end det, men jeg tænker det er en god start. Måske har dine forældre også brug for råd og vejledning om hvordan de kan hjælpe dig? Hvis du synes det er svært at få det sagt til dine forældre eller en anden voksen som du er tryg ved, kunne du også skrive et brev til dem, eller måske vise dem det som du har skrevet herind? Og måske også mit svar? Et brev kan være en god måde at fortælle om hvordan man har det, og bagefter tale sammen om hvad I sammen kan gøre.

Du er også altid velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111 og tale med en sød rådgiver. Måske også tale om, hvordan du kan få snakket med en voksen tæt på dig? Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt videre.  Kærligste hilsner BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat