Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Angst og Ocd

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hvor er du god til at beskrive de problemer, som du tumler med.

Jeg får sådan lyst til at fortælle dig, at alle mennesker kender til følelsen af at være usikker og nervøs, når de er sammen med andre. Nogle mennesker oplever dog også, at usikkerheden vokser og vokser, og at den udvikler sig til social angst eller noget der minder om det.

Social angst kan kendetegnes ved:

1) at man får det fysisk dårligt, når man er sammen med andre. Fx kan man få hjertebanken, frygte at miste kontrollen og begynder at svede.

2) Når man fx er sammen med andre, kan man tænke, at man ikke havde god succes med, at de andre kan lide én – tværtimod.

3) Man spekulerer konstant på, hvad andre tænker om én. Fx ”Hvorfor svarede han ikke på mit spørgsmål?” og”Hvorfor kiggede hun sådan på mig, da jeg kørte forbi hende”? Kort sagt, så grubler man over årsager og motiver bag selv de mindste blik. Og hver gang kommer man frem til det samme resultat: De andre kan ikke lide mig. Jeg er ikke god nok.

4) Angst kan også kendetegnes ved, at man ikke kan lide at tiltrække opmærksomhed.

Med det du oplever med angst, ocd og din brors udfordringer, gennemgår du mange vanskelig ting, der stresser dig. Alligevel har du kræfter til at skrive ind til os i håbet om, at nogen kan hjælpe. Hvor får du de kræfter og det mod fra? Dit brev viser mig, at du har styrken og troen på, at dit liv kan blive anderledes.

Du har allerede gjort mange ting for at finde løsninger. Jeg er virkelig imponeret over, hvor stærk og modig du er. På trods af, at du får det skidt til disco, så tager du alligevel afsted. Det er rigtig godt, at du ikke lader angsten få sin vilje. Du har nemlig ret i at det er tankerne der kan gøre at man bliver usikker og angst i nogle situationer, og tanker kan man lære at styre, så de ikke kommer til at bestemme, hvordan man har det. Jeg tænker, at det er det som du skal have hjælp til.

I dit brev, fornemmer jeg, at du bekymrer dig om din mor. Det kan jeg virkelig godt forstå. Du er 14 år, og er en ung pige, der forstår hvilke stærke kræfter, der skal til for at forældre hjælper deres børn. Samtidig kan jeg ikke lade være med at fortælle dig, at de fleste forældre ønsker – alt det bedste for deres børn. Det betyder også, at uanset hvilke kræfter, der skal til for at hjælpe sine børn (uanset om man er én eller to forældre), så er de fleste forældre parate i vanskelige situationer.

Du er så stærk, at du selv spørger lægen til råds, og din mor siger til dig, at du skal sige til, når du får det sådan – igen. Jeg fornemmer, at din mor rigtig gerne vil hjælpe dig, og at du skal fortælle hende, når du har brug for hendes hjælp. Din veninde siger også, at det er nu, du skal bede om hjælp af din mor.

Social angst og stress er nok ikke noget, som du skal klare på egen hånd. Din mor kan sammen med dig finde frem til, om I fx skal tale med jeres læge eller med skolens psykolog. I nogle kommuner er der også gratis forløb for børn og unge, der har brug for hjælp til at få styr på angst. Måske har det sådan et forløb, som du kan komme på?

Jeg får også lyst til at give dig et par tips til,hvordan du finder en måde at slappe af på:

1. Øv dig i at skrue ned for din indre kritiker

For en del mennesker fungerer det godt at have en lille sætning, som de siger for selv, når de negative tanker kommer rullende. Fx:”Det er okay at begå fejl”, ”Alle laver fejl” og/ eller”Alle fortjener kærlighed også mig”

Du kan også spørge dig selv: ‘Hvad ville jeg sige til en god ven i samme situation?’ Tit har vi meget lettere ved at være kærlige og støttende over for andre end os selv. I starten føles det måske lidt fjollet at tale til dig selv på den måde. Pyt med det! Jeg foreslår dig, at du forsøger at give dine tanker et puf i en mere kærlig retning.

2. Find ro og pust angsten ud

En rolig vejrtrækningsøvelse vil mindske angst. Du kan lave øvelsen – uanset hvor du er: derhjemme, i bussen eller i sociale sammenhænge fx til disco. Du kan holde hånden på din mave lige omkring navlen. Så træner du dig i at trække vejret helt nede i maven. Når du trækker vejret helt nede i maven, kan du mærke, at din hånd hæver sig. Det kan være en rigtig hjælpsomt at lave øvelsen – hver dag. Dette kan forberede dig, når du kommer i en ny situation.

Du kan se øvelsen på psykiatrifondens hjemmeside: her

3. Øv dig i at flytte fokus

Næste gang du mærker uroen komme snigende, så prøv at flytte fokus. Du kan forsøge at komme væk fra dine tanker om, at du ikke er god nok. Prøv at tænke dig væk fra de ubehagelige fornemmelser i kroppen.

En måde at gøre det på, er at tælle bestemte ting omkring dig. Tæl fx hvor mange lamper, der er i rummet, hvor mange røde genstande du kan se eller antallet af planter. Det afgørende er ikke, hvad du fokuserer på, men at du flytter opmærksomheden væk fra dig selv.

Det er utrolig stærkt af dig, at du bliver ved med at finde en løsning til, at du får det bedre. Jeg tror på, at du kan, og jeg håber, at du får en god snak med din mor. Hvis snakken ikke går så godt, så kan du altid vise din mor dit brev og vores svar til dig.

Hvis det kan lette dit hjerte og hjælpe dig videre, så kan du også altid ringe eller skrive til os igen på 116111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen.

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat