Kære pige på 11 år.
Det lyder hyggeligt med lidt fjernsyn, da du var syg. Jeg kan godt forstå, du tænker over hvad dine forældre mon tænker, når din far råbte på den måde. Det kan føles rigtig ubehageligt, hvis man føler at andre tænker noget dårligt om én. Især når det nu slet ikke var rigtigt, at du så en video om masturbation (onani).
Jeg synes, du har gjort det helt rigtige. For du har jo sagt til dine forældre, at du ikke så det. Men måske har de alligevel ikke helt forstået det? Så hvad med at tage en snak med dine forældre? Jeg ved det kan være svært, men jeg tror det måske kan lette nogle af dine tanker og deres bekymringer. Måske vise dit brev og mit svar? Du kunne fx sige at du føler, at de tænker dårligt om dig. Sig at du har det skidt med, at de hele tiden spørger dig om, hvad du ser på nettet. At det føles som om, de ikke stoler på hvad du siger. At du håber, at de vil stole på dig i fremtiden. Det er ikke rart at føle, at ens forældre ikke tror på det man siger. Hvis I kan snakke om det, så tror jeg også, at dine forældre kan fortælle dig, hvorfor de spørger og er i tvivl om hvorfor det med masturbation dukkede op på skærmen.
Har du for resten talt med din storesøster om det? Måske ville hun være god at snakke med?
Måske ved dine forældre ikke, at når man ser youtube, så kommer youtube også selv med forslag til andre videoer og går igang med at afspille dem. Måske er det, der er sket? Det ved jeg sker for andre børn og voksne. Det kan også ske, hvis man ser musikvideoer - pludselig er der musik man slet ikke synes om.
Jeg håber, at I kan få en god snak sammen. Det er bedre end at mistænke hinanden for noget man ikke har gjort.
Kærlig hilsen BørneTelefonen