Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Angst for at fremlægge??

Kære BørneTelefonen

Jeg har et seriøst problem!
Jeg har projekt eksamen lige om lidt, men når i ser det her er den sikkert allerede over.

Jeg skriver fordi jeg har seriøse problemer med at fremlægge. Mine håndflader bliver fuldstændig svedige, mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, jeg ryster og kan slet ikke få vejret. Pga af at jeg ryster og ikke rigtig kan få vejret gør det også svært for mig at tale.

Sådan har det været i mange år men her på det sidste har jeg været ved at græde de fleste af gangene… Jeg troede i starten at det var præsentationsangst, men jeg får ikke katastrofe tanker… For lige inden det er min tur siger jeg altid til mig selv, “Du skal nok klare det, du har intet at være nervøs over”

Men lige så snart jeg så står der og det rent faktisk er min tur så jeg lige ved at bryde sammen… Jeg går og bliver mere og mere nervøs for min projekt eksamen for jeg ved jeg nok skal klare det, det gør jeg altid… Men jeg får det simpelthen bare så mega dårligt at det er svært at håndtere, for jeg ved det altid vil være det samme…

Jeg har brug for hjælp, for jeg ved ik hvad jeg skal gøre, jeg har prøvet at sige det til mine forældre og mine lærer, men ingen af dem kan se hvor stort et problem det egentlig er for mig… Jeg sidder allerede nu og græder, fordi jeg bliver så nervøs ved tanken om at stå foran alle de mennesker og jeg bare ved jeg kommer til at bryde sammen igen:(

P.S jeg ved ikke om det kan have noget og gøre med at jeg ikke har et så godt forhold til mine klassekammerater?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Ung på 15 år

Du har helt ret, det er et seriøst problem du har. Også selv om både dine forældre og lærer ikke synes det, når de ser dig udefra.

Du har også helt ret i, at der skal gøres noget ved det. Der er heldigvis hjælp at hente.

At være bange for at fremlægge er helt almindeligt. Nogle gange er det “kun” kroppen der reagerer – fx er det almindeligt at få svedige håndflader. Og det er almindeligt at hjertet banker hurtigt, når man skal fremlægge noget. Især hvis det er noget, som er vigtigt eller har en særlig betydning for en.

Dog kan jeg høre, at det er mere alvorligt for dig, da det fylder lang tid før fremlæggelsen. Og du er nået dertil, hvor du græder bare ved tanken.

Vi får mange brev fra børn og unge, som også har det meget svært ved at fremlægge noget. Nogle fordi de er usikre på, om de gør det godt nok. Nogle fordi de er bange for at komme til at gøre noget pinligt. Nogle fordi det kan virke skræmmende at være i fokus, når alle kigger på en.

Jeg tænker, at det nok hellere ikke bliver bedre af, at dine forældre og lærer ikke giver dig følelsen af, at de anerkender din oplevelse. Ja måske du kommer til at føle, at dit problem er noget pjat. Men det er det ikke.

Det ser ud som om, at dine forældre og din lærer gerne vil passe på dig. Men måske ikke helt har forstået, hvor svært det er for dig – selv om du har sagt det flere gange.

Måske de har brug for, at du siger det endnu engang. Måske det ville hjælpe, hvis du viste dem dit brev til os  – og vores svar til dig. Ja jeg ved det jo ikke, men det var bare en tanke.

Hvis du ringer til os på 116 111 eller skriver op vores chat, så har vi mulighed for at høre hvordan din fremlæggelse gik. Høre mere om hvordan det er at være dig. Både med din angst for fremlæggelse – og måske også andre ting. Så kan vi sammen finde flere ideer og forslag til, hvad du kan gøre.

Du kan også få mere viden om angst, og hvad man kan gøre ved det. På vores video om angst og læse nogle gode råd som vi har skrevet.

Jeg vil gerne anerkende dig for din evne til at passe godt på dig selv – og stå ved at du har et problem – selvom andre ikke kan forstå det.

Det fortæller mig, at du har gode muligheder for at få hjælp til at være i det svære og finde nye veje. Så du fremover kan stå frem og blive set.

Kærlig hilsen Børnetelefonen.

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat